Jack Mogensen med en storplettet skønhed af en bækørred fra Herning Lystfiskerpark. DER ER MANGE lækre vandløb, fjorde og søer i det midtjyske, men også en masse oversete Put & Take vande. Et af dem – Herning Lystfiskerpark – besøgte Jack Mogensen d. 31.oktober, og der skulle vise sig at vente en fin fisk på netop ham i søen.
Solen var så småt ved at stå op, da han og kammeraten Michael Ditlev Lemming ankom, og de to påbegyndte straks fiskeriet. Jack forsøgte sig med flue til at starte med, men da det ikke gav resultat skiftede han over til spinnegrejet. I andet kast, klappede en stor bækørred kæberne sammen om den røde Vibrax spinner, og Jack kunne nu tage kampen op. Kort efter lå en superflot bækørred på 59 centimeter og 2,82 kilo på land, og jublen kunne nu bryde ud.