Spinnefiskeren i åen sværger ofte til spinner eller wobler – men der er mange andre muligheder. En af dem er gennemløbsblinket, der som bonus giver mulighed for en mere skånsom afkrogning, hvis man vil genudsætte sin fisk.

Tekst Karsten Bech

Magic Minnow D360 gennemløberen er med sin store bæreflade et rigtig godt gennemløbsblink til åfiskeri. Blandt andre oplagte blink af samme type er fx Trutta.

Magic Minnow D360 gennemløberen er med sin store bæreflade et rigtig godt gennemløbsblink til åfiskeri. Blandt andre oplagte blink af samme type er fx Trutta.

JEG LISTER MIG videre opstrøms, og svinger spinneren over til modsatte bred. Et dyb strømrende plejer at være en sikker plads i den lille å, men intet sker. Jeg giver lige pladsen et kast til, og så sker der noget. Jeg mærker kun et lille nøk i stangen, mens en kæmpehvirvel nærmest splitter åens overflade ad. Fisken har dog ikke taget spinneren, og med rystende ben forsøger jeg med et kast mere. Intet sker.

Jeg bander for mig selv. De sidste mange ture har ikke givet resultat i form af blanke ørreder, og nu troede jeg lige, den var der. Jeg har ofte haft gode erfaringer med at skifte til blink, og fiske ned­strøms, når fisken har hugget forkert på en opstrøms spinner. Jeg lusker derfor fem meter opstrøms, skifter til et lille tobyblink, og kaster det på tværs af åen. Efter tre kast giver jeg op. Det kan sjældent betale sig at kaste mere end 2-3 gange til ørrederne. Jeg holder en pause, og kigger grejæsken igennem. Det er trods alt en stor fisk, der står på pladsen, og jeg vil gerne give den et ekstra forsøg, inden den flytter sig længere op­strøms.

Denne laks blev hjemtaget, men vil du genudsætte fisken, så er gennemløbsagn det mest skånsomme – især hvis fisken er dybtkroget.

Denne laks blev hjemtaget, men vil du genudsætte fisken, så er gennemløbsagn det mest skånsomme – især hvis fisken er dybtkroget.

Gennemløber giver grov havørred i åen

MIN ÆSKE er fyldt med isenkram, men det er alt sammen i størrelse small, da både åens og ørredernes størrelse ikke er noget at prale med. Men smukke er de, altså både fisk og å. Det eneste blink, der bare har lidt størrelse er en Magic Minnow D360 gennemløber, som jeg med held har brugt i P&T. Jeg giver blinket en chance, og monterer det med en enkeltkrog. Jeg kaster endnu engang skråt nedstrøms, og lige efter blinket har ramt vandet, begynder det at rotere lokkende om sin egen akse

Da den passerer stedet, hvor strømmen er stærkest, bliver den presset op mod overfladen, og laver en stor bule. Jeg når lige at tænke; »så er den fisk skræmt«, da en endnu større bule dukker op bag bulen. Fisken hamrer på gennemløberen midt i åen, og om det er fisken eller mig, der får det største chok skal være usagt.

Fisken sætter fuld fart på ned­strøms, og jeg følger efter, det bedste jeg kan. Desværre rækker en pilebusk ud over åen lidt længere nede – og dækker over et rigtigt dybt høl, som jeg ikke kan komme igennem. Jeg kan ikke gøre andet end at række stangen ud over åen, og håbe det bedste… Linen sætter sig i nogle af grenene, og med et smæld springer mit flourcarbon forfang. Der går lige en time før benene ikke ryster mere, og jeg kan fiske videre.

TIL ALT HELD har jeg siden hen fået revanche med gennemløberen i åen, og i dag er der mange gennemløbere i min grejæske, der kan bruges i åen efter laks og havørred. Jeg benytter især modeller der er lidt brede bagtil, da de fisket opstrøms har et godt svæv i vandet, samtidig med at de fisket nedstrøms kan rotere om deres egen akse. Er der megen vand i åen, eller hvis jeg vil helt ned til bunden, bruger jeg nogle at de lidt smallere modeller, der normalt bruges til kystfiskeri.

 

Jans Lystfiskershop

 

I mindre åer, og til dagsfiskeri efter havørred i åen foretrækker jeg modeller i 6-12 gram, mens jeg i større vandløb eller til natfiskeri efter havørred gerne fisker med modeller i 10-20 gram. Især i de store åer har gennemløberen den fordel, at den kaster markant længere end fx spinnere og woblere. Ved natfiskeri bruger jeg gerne en selvlysende perle bag gennemløberen, eller de nye gennemløbere som er malet med selvlysende maling – fx Magic Minnow D360 Night and Day.

Gennemløber fiskeri i åen byder på masser af spændende muligheder – det er bare om at kaste sig ud i det.

Åspin med gennemløb

Udover de konkrete regler i laksebekendtgørelsen giver DTU-Aqua en række anbefalinger i rapporten »Fiskeri i vandløb med bestande af laks«. Her anbefaler DTU at fisk, der skal genudsættes, ikke løftes over vandet, når den skal afkroges, og at der til spinnefiskeri anbefales metoder, som muliggør afkrogning 100% under vand – også når fisken er dybt kroget For at kunne leve op til dette bedst muligt, anbefaler DTU-Aqua i bilaget til rapporten bl.a. fiskeri med gennemløbskonstruktioner som fx gennemløbs blink- eller spinnere samt releasetakler, fordi disse metoder – som de eneste spinneteknikker – muliggør brugen af en såkaldt disgorger, der er den eneste type af krogløsere, der kan bruges på dybtkrogede fisk uden at løfte fiskens hoved over vand.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This