– Efter at have brugt mere end to år på at total renovere et gammelt Orka 600 skrog, har vi kombineret indsejling og test af den nye Blackfish jolle med lidt lakse trolling i Østersøen, fortæller Lasse Thernøe. – Vi dyrker mest vertikal fiskeri efter torsk i Øresund, og har endnu meget at lære, hvad angår trolling,
– For hver tur går det dog bedre og bedre, og de sidste par ture har kastet en del laks af sig op til 9,5 kilo, fortsætter han. – Søndag var der lovet godt vejr, og vi sejlede langt ud i Østersøen. Efter en times tid gik den nederste rig, som fiskede på 120 fod. Stangen fleksede lidt, og der var ikke det store vilde udløb. Vi var helt sikre på, at det bare var en mindre torsk, og ”møllede” fisken ind til båden, så vi hurtigt kunne få sat grejet igen. Men da fisken var omkring 10 meter fra båden sprang den ½ meter ud af vandet og tog så et voldsomt udløb på cirka 200 fod, hvilket torsk normalt ikke gør, så bremsen blev spændt lidt og laksen presset ind til jollen.
– Der var lidt tumult med at få den ordenligt nettet, men efter et par forsøg, lå den sikkert på dørken, og vi kunne godt se, at den var væsentligt større end først antaget. Bismeren blev fundet frem, og den balancerede rent på 14,5 kilo, som blev ny båd rekord. Fisken blev fightet af min bådmakker Peter Svanberg, og fanget på et Grizzly Salar L grøn/gult med sorte prikker. Dagen kastede yderligere en fin stribe laks af sig op til 8,5 kilo.