– Jeg og min fiskemakker Thomas plejer at køre langt for den årlige fiskeweekend i Sorø, fortæller Morten Cramer. – Men i år er ungerne blevet så store, at de skulle med ud og nyde naturen. Vi har 2 på 7 år og 2 på 10 år. Derfor prøvede vi en ny sø af, der ligger tættere på hjemmet, og vi havde ikke fisket længe, før bidmelderen larmede første gang og en flot suder på 2,6 kg. kom til syne med stor jubel fra de mindste. Der blev grillet pølser, kravlet i træer, fanget endnu flere flotte suder og frøer med net og senere så vi Champignons League finale på iPad’en inde fra bivvyen, hvor nogen syntes de forkerte vandt.

– Aftenen blev sluttet af med at fange krebs med fiskenet og lygte. Natten forløb stille med god søvn, men vi skulle tidligt op klokken 5, da bidmelderen meldte ankomst af endnu en suder. Lige da alle var faldet i søvn igen skete det så… kl 5.40. Bidmelderen bimlede og bamlede endnu engang, og denne gang var det min tur. Vi havde sejlet takler rimelig langt væk ovre på skrænten ved en lille ø og hele møget skulle slæbes igennem en del grøde. Jeg må indrømme og jeg troede det var endnu en suder samt en god samling grøde jeg kæmpede hen imod os. Det var tungt, men gav ikke meget modstand.

– Vi stod alle seks og ventede på, at fisken skulle komme op til overfladen – og sikke et chok, da det skete cirka 15 meter fra os. En kæmpe finne viste sig og så gik det vildt for sig. Ud, fra side til side, ind og ud igen og sådan forsatte det i ret lang tid. Alle råbte, skreg og jublede, da Thomas nettede denne flotte tyksak på 20,4 kg. Ungerne kunne næsten ikke tro deres egne øjne. Min tidligere PR var på 14,4 kg. fra den gang jeg fiskede meget i den sø jeg kender så godt. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om at denne tur ville give ny PR og så en over de magiske 20 kg i en svær sø, hvor vi aldrig havde fisket i før. En ting er i hvert tilfælde ret sikkert. Thomas og jeg får nok ikke lov til at tage alene afsted igen. Men det gør nu heller ikke noget at dele sin passion med sine egne unger, så bliver det jo forhåbentlig til mere end en årlig tur i fremtiden, når nu ungerne er med på den.

 

Friluftsland sommer

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This