De sidste dage har der været flere meldinger om virkelig mange torsk i Københavns Havn. En af dem kommer fra Kenneth Goldmark:
– Søndag eftermiddag havde Johnni Codfatherdk og jeg aftalt at mødes klokken 15 og fiske nogle timer i kulden, fortæller han. – På det første spot fik Johnni hurtigt tre fisk, men vi valgte at skifte spot, da jeg ikke kunne få fiskene til at hugge. Snart var vi på et nyt spot, og igen fik Johnni hurtigt fisk. Pludselig var han foran 8-0, og frustrationen var til at spores i mit ansigt. Men så fik jeg fat, og nu var jeg ikke til at stoppe. Jeg havde fisk på i hvert eneste kast, og Johnni havde det samme, så det blev et battle, vi nok aldrig vil glemme. Kampen og resultatet blev dog aldrig rigtig spændende, da Johnni’s gode start var umulig at indhente. Da vi havde fisket 3,5 time stod det 51-40 til Johnni, men jeg stod for den største, som du kan se på billedet. Den vejede vel cirka 2 kg. Fiskene blev fanget på tailspin og jigs, slutter han.
Savner du mere inspiration til dit havnefiskeri, så tjek denne video med Valdemar Floutrup på Fisk & Fris Youtube.