– Igen i år var vi på Azoerne for at fiske, men fordi vandet omkring Sao Miguel var for varmt, havde fiskene flyttet sig, så fiskeriet blev på Faial i stedet, da skipper havde sejlet sin båd derover. Sådan lyder det fra Helle og Ole Pedersen, der lige har været på ferie sydpå.

– Den første dag sejlede vi ud på Azores Bank, da der dagene før var blevet fanget blue marlin der. Og ganske rigtigt fik vi hug af netop blue marlin her lige før middag. Efter en god fight på cirka 45 minutter fik min kone Helle sin og turens eneste marlin ind til båden. Det blev kun til nogle hurtige billeder, da den ikke var kroget ordentligt, for krogen sad kun løst på næbbet af den. Men – det var trods alt en fin fisk på cirka 150 kg.

– Resten af dagen gik, og der var ikke flere fisk der. Dag 2 og 3 gik med masser af trolling, men der var ikke en eneste fisk – kun underholdning af hundredvis af delfiner. Aldrig har vi set så mange hvaler der – bl.a. vågehvaler, som er fantastiske dyr på op til 40 tons.

– Fjerde og sidste fiskedag var næsten gået, da vi så kæmpe flokke af fugle flyve i én retning. Vandet kogte, og der var fugle, hvaler, delfiner og ikke mindst tun overalt. Vi kom rigtigt godt gennem hele sceneriet, og pludseligt gav det ene hjul lyd fra sig. Der blev stille i nogle få sekunder, men pludselig brød helvede løs, da tre hjul simultant gik amok. Konen kom hurtigt i stolen, og jeg fik en stang i rælingen.

– I starten var det fisken, der bestemte tempoet. Selvom tunen “kun” vejede omkring 100 kg, kunne den flå ret meget line af hjulet, selvom bremsen var godt spændt. Men efter en god tid kom min fisk ind til båden, og blev sat ud igen, da kvoten på big eye tun var opbrugt. Og så var det ellers med at tage den tredje stang – og så om igen. Denne fisk var dog løbet med næsten 1000 meter line, imens den første blev fightet…

– I mellemtiden fik Helle sin tun ind mod båden, og pludseligt poppede den op af vandet. Den var desværre død under den hårde fight, så på trods af, at kvoten var opbrugt, kom den med i havn, mærket efter alle kunstens regler, så der ikke kunne bliv noget med myndighederne. Det bedste, der kom ud af det, var en hale som kom med hjem – og blev afleveret til en konservator, så den kan komme til at pryde væggen herhjemme. Status på de fire fiskedage blev én blue marlin på cirka 150 kg og tre big eye tuna på omkring 100 kg. Turen til næste år er selvfølgeligt allerede bestilt, slutter de.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This