– Den sidste uges tid har det kogt i Københavns Havn af sild og makrel med noget, der ligner en sand invasion fra Nordsøen, fortæller Rune Gitz Johansen. – Jeg foretrækker at fiske dem fra kajerne, hvor der ikke er så mange andre, der fisker, og på tider der også er lidt bøvlede for de fleste. Det synes jeg er langt mere spændende og afslappende end at stå som sild i en tønde drevet sammen af et facebookpost om et hotspot. Og det er så også årsagen til, at man ikke kan placere billederne jeg poster her, med mindre man kan sin havnekaj 112%…
– Der har været makrel på hver tur de seneste uger – fra et par stykker til 30 stk. – på en god times fiskeri tidlig morgen før solopgang eller sen aften. Hornfisk har også blandet sig, ligesom det lader til, at torsk og småsej også har fulgt efter sildene ind i havnen. De seneste ture har vandet kogt, og jeg har spottet tusindvis af filtrerende samt jagende makreller. De sidstnævnte er i øvrigt væsentlig nemmere at få i tale end de førstnævnte – men er der filtrerende makreller, så er der også jagende…
– Makrelfiskeriet er et hamrende sjovt fiskeri, især hvis man dropper det ellers så populære ”rive anker/makrelforfang” og udskifter det med et let penneflåd på 4-6 gram, en 10 fods blød stang og 0,20 monofil, som er nemmere at håndtere end spunden, et splithagl og en str. 6-8 enkeltkrog uden modhage. Med modhageløs krog, er det lettere at pille makrellen af lynhurtigt – og genudsætte de små. Sæt en ansjos på krogen agnet gennem hoved og ryg, og fisk på 2-4 meter vand 3-4 meter fra kajen. Er der synligt jagende makreller i vandet, så fisker jeg højt, for ellers når agnen ofte ikke ned, før den er snuppet, og fisken risikeres at bommes, da ansjoserne ikke har det bedste kroghold. Er der stille i vandet, så fisker jeg dybere.
– Havnen er en fantastisk scene, der byder på et alsidigt fiskeri hele året, især hvis man kender sin almanak og besøgstid. Den eneste ulideligt grumme streg i regningen i det rekreative fiskemekka som havnen er, er de få fiskere som ikke forstår at rydde op efter sig og som oftest heller ikke har gidet sætte sig ind i fredningstider, begrænsninger eller mindstemål. Måske fiskerikontrollen skulle runde Oceankaj, Langelinje, Orientkaj, Slusen og Docken noget oftere… Og så skulle Københavns Havn i øvrigt lukke op for nogle flere meter kaj.
Har du selv været på eventyr langs de danske moler, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

En flot stribe makreller som resultatet af et par timers fiskeri i Københavns Havn.