Jakob og Christian Nors tog forleden på far & søn tur efter makrel på fjorden – i kølvandet på en tur i sidste uge, hvor vindstille og nul-strøm på fjorden ikke ligefrem befordrede fiskeriet, som endte med en nul-bon.
– Kort efter vi var taget ud bevæbnet med super chum, spottede vi en masse måger dykke i pålandsvindssiden, hvilket oplagt var et godt tegn på masser af byttefisk – og forhåbentlig noget stribet og velsmagende, der rimer på rygeovn, i kølvandet på dem. Kort efter var vi på plads, og allerede i første kast var der tre flotte makreller på makrelforfanget. Og sådan blev det så ellers ved i en times tid over 7-9 meters dybde, indtil vi havde fanget 30 flotte makreller, og kunne tage hjem igen med et stort smil på læben. Der var også en del hornfisk, som vi lykkedes med at lande fire af, slutter han, og tilføjer at der var så mange fisk, at chummen slet ikke kom i brug.
Da de rensede fiskene, var der dog et par enkelte dryp af malurt i bøgeret, for flere af fiskene var inficeret med fiskerundorm (Anisakis simplex) – en parasit, som sætter sig på yderhinden af indvoldene (se nedenfor). I sit sidste stadie kan disse sprede sig til selve kødet, og derfor er det vigtigt kun at spise makreller som disse tilberedt ved god varme over 60-70 grader – en temperatur som let opnås i en normal røgeovn samt stegning eller kogning. Parasitterne, som har sæler som mellemvært, dør også ved nedfrysning til under -20 grader. Der er således ingen grund til at smide inficerede fisk væk, så længe man er obs på, at de får tilstrækkelige varme under tilberedningen og ikke anvendes til sushi eller lignende.
På sundhed.dk kan man læse følgende om sygdommen: “Hvis man spiser rå fisk inficeret med fiskerundorm, frigøres larverne i mavesækken eller i tyndtarmen, hvor de aktivt forsøger at bore sig igennem slimhinden. Det udløser stærke mavesmerter, kvalme og opkastninger, som opstår inden for få timer efter, man har indtaget fisken. Hvis larverne trænger igennem mavesækken eller tyndtarmen, får man akut bughindebetændelse, ligeledes med stærke mavesmerter. Allergiske reaktioner med kløe og udslæt ses også.” Læs mere om fiskerundorm her.