Fyns Laksefiskeri under elfiskeri i Vejrup Å. Lukkes driften – bliver der naturligvis næppe noget fynsk el-fiskeri her til vinter.
Siden udmeldingen om, at Fyns Laksefisk er akut lukningstruet, har Facebook glødet af diskussioner om, hvad der mon kommer til at ske – og hvordan det eventuelt kan komme til at påvirke det danske havørredfiskeri. Men hvad mener Danmarks Sportsfiskerforbund?
AF JENS BURSELL
– Jeg synes det er ualmindelig ærgerligt, hvis Fyns laksefisk skal lukke, siger Torben Kaas, formand i DSF. – Alt vores arbejde udfører vi med sigte på, at udsætninger skal blive unødvendige. Der er vi stadig meget langt fra at være. I mellemtiden skal udsætningsfiskene selvfølgelig produceres på en måde, så man ikke belaster vores vandnatur endnu mere. Der er Fyns Laksefisk i en klasse for sig selv, når det kommer til ørreder.
– Fyns Laksefisk holder styr på ørredstammer fra hele Fyn og fra mange områder på Sjælland, fortsætter han. – Alle de steder går jeg ud fra, at man nu kommer til at mangle udsætningsfisk i fremtiden. Jeg vil nødigt kaste mig ud i gætterier om, hvordan og hvor meget det vil påvirke fiskeriet, men jeg kan konstatere, at mange foreningsfolk allerede er overordensligt bekymrede over, hvordan de fremover skal kunne udføre deres arbejde med at sikre godt fiskeri.
Et spørgsmål, der har været diskuteret er, hvorvidt man blot kan finde andre udbydere, der også lever op til væsentlige kvalitetskrav som fx landbaserede og recirkulerede anlæg?
– Der er ikke andre udbydere af ørreder fra landbaserede anlæg, så det kan man ikke, understreger Torben. – I et vist omfang kan man muligvis finde udbydere, som kan producere udsætningsfisk i jorddamme, men det er en produktionsmåde, vi fra DSF´s side helst vil undgå, fordi disse anlæg påvirker de vandløb, som de ligger ved, negativt. Vi har brug for at opbygge ekspertise i produktion af fisk – både udsætningsfisk og konsumfisk – i landbaserede anlæg. Lukningen af Fyns Laksefisk er derfor et skridt i den helt forkerte retning set med mine øjne.
Flere penge til udsætningsfisk?
Meget tyder på, at flere af de store udbydere af udsætningsfisk har svært ved at få økonomien til at løbe rundt, så det er nærliggende at tænke, at roden til disse udfordringer er, at man ikke allokerer nok økonomiske midler fra fx Fisketegnsmidlerne. Hvad tænker du om dette – bør en større del af Fisketegnsmidlerne gå til udsætningsfisk mv.
– Prissætningen af udsætningsfisk under fiskeplejen har ikke taget højde for, at det koster mere at producere i landbaserede anlæg end i jorddamme, forklarer han. – Dermed har Fyns Laksefisk sat penge til for hver eneste fisk, de har produceret til fiskeplejen. Den udfordring har vi fra DSF længe presset på for at få løst, og vi skal netop på efterårets møde i kredsen omkring fiskeplejen diskutere en ny prissætningsmodel, som vi fra DSF har foreslået. Så må vi se, om det kan komme Fyns Laksefisk og andre, som går med tanker om landbaseret produktion, til gavn. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at en fordyrelse af udsætningsfiskene alt andet lige enten betyder færre fisk til udsætning eller færre penge til f.eks. restaureringsprojekter. Det er en prioritering, som kan gøre ondt. Blandt lystfiskere er der meget stærke fortalere for både udsætninger og for at bruge alle pengene på restaureringer. Fra DSF skubber vi lige nu i retning af at prioritere udsætningerne lidt mere med høj kvalitet udsætningsfisk. Sammen med de øvrige parter omkring fiskeplejen skal vi til efteråret se på, hvilke andre projekter under fiskeplejen, som kan drosles ned for at finde pengene ad den vej.
– En væsentlig del af indtægterne til Fyns Laksefisk er kommet fra Havørred Fyn, hvorfor deres betalingsparathed også er en vigtig del af den samlede historie om lukningen. Jeg har ikke kendskab til den del af økonomien bag klækkeriet.
Mangel på udsætningsfisk en reel udfordring
Ser du andre gode løsninger på de udfordringer man kommer til at stå over for – dels med at skaffe nok udsætningsfisk – og dels med af fortsætte eksisterende financieret forskning på fx overlevelse af udsætningsfisk vs vildfisk, så det arbejde, der ikke allerede er udført – bliver spildt?
– Fiskeplejen finansierer en masse gode forskningsprojekter, og det arbejde kommer til at fortsætte, pointerer Torben. – For mig at se handler det her alene om, hvorvidt man kan skaffe tilstrækkeligt med udsætningsfisk produceret på en god måde.
– Sygdomme og udfordringer med at holde forskellige ørredstammer adskilt er en generel udfordring for produktionen af udsætningsfisk. Det er allerede i dag et problem overhovedet at finde producenter af udsætningsfisk til eksempelvis Nordjylland. Det problem vil brede sig yderligere, hvis de må lukke på Fyn. Jeg tror, man flere steder må forberede sig på, at udsætningsfisk bliver sværere at skaffe i fremtiden, slutter han.