LERKENFELDT Å – HIMMERLANDS PERLE

Lerkenfeldt Å giver fisk i monsterklassen hvert år. Og Brian Cortsen tager gerne sin andel.

Smuk natur, krystalklart vand og intet fisketryk … Nej, vi er ikke taget til Lapland. Lerkenfeldt Å er en sand perle – intet mindre. Følg med Tobias Schultz på åfiskeri i det nordjyske.

 

AF TOBIAS SCHULTZ

 

NØJ … han er irriterende ham Bri­an Cortsen. Eller … faktisk er han en vildt flink fyr. Men at gå sammen med ham langs Lerkenfeldt Å, giver lidt den samme fornemmelse, som medspillerne må ha’, når de træ­ner med Christiano Ronaldo.

Hvad jeg mener med det? Tjaeh, hvis du 9 ud af 10 gange med en or­dentlig basse af en 10-fods kystkæp kan lægge en syvgrams spinner ind mellem ballerne på en ballerina fra 12 meters afstand, så aner du ikke, hvad jeg snakker om. Er du lige knap så træfsikker, har du måske en fornemmelse af, hvordan det er at gå ved Lerkenfeldt å sammen med Brian Cortsen.¨’

 

 

Tilfældigt er det ikke, at netop han – år efter år – fanger mange store fisk i Lerkenfeldt å. Sidste år fangede han således tre ud af de fire største fisk i åen med et per­sonligt årsbedste på 82 cm og 7,1 kilo. Rekorden for året overlod han respektfuldt til sin formand i Aalborg sportsfiskerforening med en drømmefisk på 86 cm og 8,7 kilo. Lerkenfeldt Å giver fisk i otte-kilosklassen hvert år. Til gengæld er der slet ikke samme fisketryk som i fx Karup Å.

Ørreden skyder frem fra sit hul i brinken lige under mine fødder. Blikket er stift rettet mod den gule Vibrax. Den åbner gabet, hugger lynhurtigt og rammer … spinnerbladet. Gennem det kla­re vand, kan man tydeligt aflæse fiskens overraskelse, da den op­dager, at dét den har i munden, ikke er et insekt, men et stykke metal. Den tøver en brøkdel af et sekund, spytter ud, vender og forsvinder nedstrøms med et par kraftige slag med halen. De syv næste ord, der kommer ud af min mund, gør sig ikke på skrift i et pænt blad.

Jeg kaster i den retning, fisken for­svandt og spinner ind med tilba­geholdt åndedræt. Intet sker. Igen bander jeg og fortsætter lidt ned ad åen. Cirka fem minutter senere, forsøger jeg mig med et kast ned mod stedet, hvor ørreden hugge­de før. Tre meter henover hullet og rolig indspinning nedstrøms. Lesathens klinge bøjes pludselig nedad i et kraftigt ryk. Modhugget sidder, som det skal. FISH ON!

 

En herlige havørredfight i Lerkenfeldt Å

Fisken bryder overfladen i et hid­sigt spring og afslører, at den er lidt mindre, end jeg først troede. Knap en halv meter. Til gengæld er den smukt kobberfarvet og dej­lig tyk. Og den er sur! Jeg giver mig god tid til at nyde fighten, for jeg har allerede be­sluttet, at den skal på panden. Dels er det min første Lerken­feldt-ørred, hvis man lige ser bort fra et par undermålere. Dels ser den væsentligt mere appetitlig ud end det lejrmad, jeg har taget med til Trangiaen.

For sådan en skide ‘tjøwenhaw­ner’ som mig selv, er åen i sig selv faktisk ikke så lidt af en oplevelse. Den er blot tre-fire meter bred de fleste steder. Van­det er krystalklart og afslører hver eneste plante, fordybning og potentielle gemmesteder på bunden. Og hvad mere er; som Brian og jeg går der på bredden, er det nærmest jomfrueligt. Her i starten af juni, er der ingen ned­trampet sti langs bredden. Altså kæmper vi os frem gennem siv og ukrudt, mens den ene af os kæmper med at få kastene til at ligge bare nogenlunde præcist mellem de mange tætte udvoks­ninger på den modsatte bred.

 Og når jeg siger; den ene af os, så mener jeg naturligvis …- Underhåndskast … og kom så helt ind i hullerne på modsatte bred, instruerer Brian og demon­strerer, hvordan det skal gøres, ved at smide sin Mepps 4 ind mellem to trærødder otte meter oppe af åen, som var det det simpleste i verden. – Og så hurtig indspinning, så du ikke hænger fast i grøden. – Ja, ok … Det gør jeg. I sandhedens tjeneste skal jeg lige have linen fri af et siv, finde balancen på to græstuer med meterdybt vand imellem, have renset krogen for grøde og tørret sveden af panden.

 

Plads efter plads affiskes i åen

Brian Cortsen ser ikke ud til at have problemer. Selvom han fyl­der i landskabet som et gennem­snitligt parcelhus, smyger han sig mellem de forræderiske huller og de høje siv som en kat. Han gør sit bedste for at skjule utålmodig­heden med sin klodsede gæst og udpeger standplads på standplads

– Jeg kender næsten åen bedre, end jeg kender min kone, griner han hjerteligt og afslører, at den selvfølgelighed, hvormed han tackler åens udfordringer, ikke er kommet af sig selv.

Nærværende skribent er sådan set ikke overrasket. Boede jeg i nærheden, ville konen sgu heller ikke få set meget til mig, for det hele stinker i den grad af havørred, og Brians beskrivelse af, hvordan man nogle gange kan se, når fisken accelererer ud ad sit gemmested i grøden og mod spinneren, får kuldegysningerne til at risle behageligt ned ad min svedige ryg.

Havørred – ikke helt så let som det plejer

Der er faktisk kun ét lille pro­blem. Der er ikke helt så mange fisk, som der plejer. – Det har virkelig været sløjt med opgangen i år. På denne tid plejer der at være god gang i fiskeriet, men i år kommer de godt nok sent, siger Brian Cortsen. Og skal man tro antallet af klagesange fra de jyske åer først på sæsonen, har han sikkert ret.

Vi napper et hvil og en kop kaf­fe i det høje græs på å-bredden. Jeg udtrykker min begejstring for det klare vand, den gode strøm og de smukke omgivelser. Brian nikker samtykkende, men han er ikke i stand til at finde den helt store begejstring frem. Han hav­de klart forventet, at vi her – to timer inde i fiskeriet – havde landet mere end en enkelt havørred, men man kan nu engang ikke bestille tid hos fiskene.

– Her er ret dejligt, underdriver han. Og det er jo skønt, at man kan have det for sig selv, tilføjer han.

 

Lerkenfeldt Å – lige i smørhullet

– Det er godt for os, at Lerken­feldt ligger, som den gør lige mellem Karup – og Simested Å. Langt de fleste tager til en af de to å’er. – Især Karup Å kan nog­le gange være så overrendt, at det næsten ikke er til at være der, siger Brian, der selv foretrækker Lerkenfeldt og et par andre rela­tivt ukendte å’er på egnen. – Det er da ik’ for det… Selvføl­gelig er der gode fisk i Karup. Det kan man jo se på fangstrappor­terne. Men der er godt nok også mange liner i vandet. Og hvis man ikke lige er fluefisker, må man jo næsten ikke være der, gri­ner Brian Cortsen. –  Så vil jeg hellere gå her i ro og fred.

Lerkenfeldt Å slynger sig gen­nem det smukke Vest-himmer­land fra udspringet i Mejlby og 38 km vestover til udløbet i Louns Bredning i Limfjorden. Himmerland hører til blandt de tyndest befolkede områder i Danmark og den omkringlig­gende natur bærer præg af det. Området, vi går på i dag, hedder Holmen. Og i fordums tid, da åen var en flod, var jorden vi går på, en ø. Deraf navnet. Jorden ned til åen er primært landbrugsjord, hvoraf langt det meste er udlagt til græsning. Det er ikke den let­teste å at fiske, men bestemt hel­ler ikke den sværeste.

 

Lavt fisketryk i Lerkenfeldt Å

Det største problem er egentlig, at eftersom fisketrykket er stort set ikke eksisterende, bliver der heller ikke slået siv langs bred­den. Altså skal man selv trampe den – og vel at mærke med no­gen forsigtighed – for bredden er fuld af forræderiske huller.

Aalborg Sportsfiskerforening har fiskeret på syv kilometer af åen fra udløbet og op for­bi Holmen ved Vesterbølle. Er man dagskortfisker, er man dog begrænset til et stykke på ca. tre kilometer vest for Holmen. Stykket fejler dog ikke andet, end at brinkerne sine steder er temmelig stejle. Det er dog mu­ligt at finde gode landingsplad­ser. Dagskort koster overkom­melige 75 kroner og kan købes i Brugsen i Gedved. Til gengæld er der ingen fangstbegrænsnin­ger eller regler om modhageløse kroge.

Vi fortsætter op ad åen med Brian forrest og når et stykke, der er lettere at gå på. Brian brummer tilfreds, da han ser en god ørred bryde overfladen lidt længere fremme og sender spinneren ef­ter den. Den vil dog ingenting. Kastene er efterhånden begyndt at køre for mig, men helt pro­blemløst går det ikke. Dér er et interessant hul i brinken. Jeg ka­ster og rammer lige ind i sivene. Får spinneren fri og prøver igen. Samme resultat. Irriteret får jeg spinneren fri igen og sender et langt overhåndskast ned ad åen. Egentlig bare for at få luft.

 

Så er der havørred hug

Hug! I samme øjeblik spinneren lander lige midt i åen, er der bid. Denne gang er det en lidt mindre fisk på 45 centimeter, men du mil­de, hvor kan de slås i Lerkenfeldt. Tre store spring laver den lille hidsigprop, før den søger mod bunden. Den er dog ikke større, end at den er til at holde styr på. Jeg fighter den hårdt og hurtigt og får den landet sikkert. Ud med dig igen lille ven.

Brian griner hjerteligt og ønsker tillykke. – Nå … så fik du hul på det. – Jo, men kun fordi jeg gjor­de det modsatte af, hvad guiden sagde, replicerer jeg. Der er ikke flere fisk, der gider at lege med os i dag og tiden rinder ud for os, så vi deler to pilsnere og en sludder, inden vi tager afsked.

Brian skal på arbejde, mens jeg bliver ved åen et døgns tid mere i lejr på Holmen. Den følgende dag får jeg yderligere et par fisk lige under den halve meter. Det er selvfølgelig ikke ligefrem bo­nanza-fiskeri, men den dårlige opgang taget i betragtning, skal jeg vist ikke klage. Men mest af alt, bliver jeg mere og mere glad for det spritklare vand, den smuk­ke natur og ikke mindst roen ved Lerkenfeldt å.

Jeg ringer til Brian, da jeg er klar til at sætte kursen mod Sjælland og takker for lån af fiskevand og god guidning. – Du er altid vel­kommen herovre en anden gang, siger Brian Cortsen. Jotak … Regn med det!