– Mine kammerater og jeg er startet med at fiske laks, men lagde desværre ud med at miste alle de fire første hug med traditionelt monterede kondomspinnere med en str. 8 trekrog, fortæller David Semajer-Garic. – Jeg havde hørt om højere landingsrater med helikopter-rigget, men tænkte at jeg ville prøve at lave min egen version, og med denne fik jeg sidenhen de næste 3 ud af 4 laks på land. Og den jeg smed røg på netrammen.
– Der findes allerede varianter over helikopter-rigget, hvor trekrogen kan skiftes via solidring/spring-ring for enden af tafsen, men jeg er ikke vild med springringe, da jeg ikke rigtig har den rette tang til at åbne dem med, så i stedet lavede jeg en variant med en Fastach Clip for enden til at montre krogen. Ellers er grundprincippet næsten det samme som på de andre helikopter-rigs, bortset fra at man med et lille bukket rørfluerør sørger for at tafsen for det rette knæk, så det hænger parallelt med spinneren.

David Semajer-Garics variant over helikopter-rigget til kondomspinnere – her uden kroge.
– Jeg har lavet min variant således: Tafsen laves af 0,45 mm fluorocarbon som bindes lige over gummiet på spinnerens gennemgående wire med en helt almindelig blodknude. Herefter tager jeg et stykke Fishmadman Hard Tube 1,4/0,7mm og opvarmer forsigtigt med en lighterflamme i enden, så det kan bukkes forsigtigt. Så lader jeg det afkøle og klipper det lille bukkede stykke af, hvorefter det trådes på fluorocarbon tafsen. Det lille bukkede rør køres helt op til knuden, hvorefter Fastach Clip´en bindes for enden, så det passer med, at krogen kommer til at hænge lige over splittet på gummiet, så den ikke hænger fast i dette. Kombinationen af fluorocarbonens stivhed/diameter og rørets bukning/indre diameter gør, at røret fastholder sin position ved knuden, selv om den egentlig ikke er fastgjort.
– En fordel ved Fastach Clip´en er at det er lidt lettere at skifte og bruge små kroge end med springringe, da nogle af de bedste kroge til formålet – nemlig Owner STN26 BC 2X, er ret smalle i øjerne. Jeg er gået ned i str. 12, for så bukker krogen blot ud, når man sidder fast, så man ikke mister sin spinner. Det er klart, at man ikke kan lave seriøs statistik på blot otte fisk, men det peger i den rigtig retning.
Du kan se hvordan man laver Jens Bursells oprindelige helikopter-rig fra 2009 her. Små kroge på helikopter-rigs er en af de spinnemetoder, som bedst lever op til DTU Aquas anbefalinger for skånsomt laksefiskeri.

Det er denne snap David bruger til at montere sine kroge.

Her kan du se, hvordan den lille rørfluetube er bukket og monteret.