– Lørdag aften kl. 21.00 ringede jeg til en af mine gode kammerater Sebastian, og fortalte at jeg havde fået fiskefeber igen, fortæller Morten Sussemiehl Pedersen. – Jeg spurgte ham derfor, om vi skulle tage en tur til Skjern å næste morgen, og den var han med på! Herefter pakkede jeg mine ting sammen, og gik hjem til ham, hvor vi som natten over.
– Næste morgen kl. 06.00 ringede vække uret, og vi var bare max klar til at komme til åen igen. Vi lavede kaffe, spiste morgenmad, og snakkede om hvor vi skulle starte, hvorefter vi tog afsted. Hans far var så venlig at han kørte os. 07.45 ankommer vi til åen, hvor jeg siger til Sebastian, at jeg syntes, vi skal starte ved en standplads, som jeg kender – også ellers bare fiske nedad. Og det gjorde vi.
– Da vi havde fisket to timer siger jeg, at jeg syntes vi skal holde en kaffe pause. Mens vi holder pause, skriver min skolelærer, som også fisker rigtigt meget i åen, at han syntes vi skal prøve at fiske et bestemt stræk, hvor han tror, at chancerne er gode – og det gjorde vi så. Da vi kom til starten af strækket, bliver jeg mødt af en kontrollør, som vil se mit fiskekort. Efter kontrollen fortæller han mig, at lige hernede har han før taget rigtigt mange laks, så han syntes, at jeg skulle prøve at fiske den godt og grundigt på begge sider. Jeg sagde tusind tak til ham, også kørte han.
– Jeg gjorde så præcis, som han sagde, men på mit første kast, sad jeg fast i en stor bro med spinneren, så da jeg endelig fik spinneren fri, var mit forfang helt flosset. Jeg skiftede derfor til et helt nyt. Så mig ned til vandet igen, og jeg gjorde igen præcis som kontrolløren havde sagt, og på mit femte kast kommer spinneren helt perfekt ind under broen, som han havde sagt. Jeg startede indspinningen helt langsomt, så jeg lige præcis kunne mærke spinneren, og lige da spinneren kommer ud fra broen, mærker jeg det største hug jeg nogensinde har mærket. Og så brød helvede løs, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dette var en laks. Jeg råber til min makker: – Jeg har satme laks på, og det var en ren lettelse endelig at mærke fisk.
– Under fighten ringede jeg til min skolelærer, og spurgte ham, om han var ved åen, men det var han desværre ikke, så vi måtte klare det selv. Jeg kigger min makker i øjnene, og siger til ham: – Du ved hvor meget jeg har kæmpet for det her, så lov mig at du gør alt for at få den i nettet. Og efter 10-12 minutter kunne vi roligt lande fisken i nettet. Nu er hele min laksesæson redet!
