– Forleden havde jeg en aftale med skønneste Irena, om at vi skulle en tur til Storåen, fortæller Mille Nuppenau:
– Jeg glæder mig til nogle hyggelige timer med fiskeri sammen med hende, og da vi starter, er jeg intet anende omkring hvilket kapitel, der åbner sig i min fiskehistorie. At fiske efter laks er helt nyt for mig. Af ren begejstring over at skulle afsted, får jeg ikke mine waders med, men heldigvis står Irena klar med et par jeg kan låne.
– Vi ankommer til åen, hvor Irena fortæller og lægger de første kast, så jeg lige kan stå og lure lidt, hvad hun gør, inden jeg selv skal begive mig i kast med af fiske efter laks. Ved de første par kast prøver jeg at få en fornemmelse af, hvor hurtigt jeg skal spinne ind, og hvor dybt min spinner går. Irena er virkelig god til at guide mig undervejs, og jeg suger alt til mig – samt gør mig umage.
– Jeg mærker lige kort, at spinneren er nede på bunden af åen, og det giver et gisp i mig, jeg er dybt koncentreret. Jeg når ikke mere end 10-15 kast, før laksen får jagtet spinneren helt ind til overfladen, men uden at tage den.
– Vi giver den et par minutter, før jeg kaster igen. Jeg mærker et meget kontant hug og kan se, at min stangspids bøjer. Vi kigger på hinanden og siger; – var det et hug? Jeg prøver at lægge mit kast samme sted igen – spinner ind og adrenalinet er allerede godt i gang. Jeg når lige at tænke – nå øv… Men så kommer der et hug. Laksen tager min spinner, lige som jeg er ved at tage den op at vandet – lige nede foran mig, hvor jeg også kan se den hugge.
– Min bremse står lidt hårdt, så jeg vil løsne den lidt. Da laksen render afsted, kan jeg dog se, at jeg har slap line, men jeg får hurtigt rettet op på det. Inden jeg får set mig om, så er Irena klar med nettet. Laksen tager et langt udløb, smutter en tur netstrøms og opstrøms langs sivene, og jeg har en klump i halsen. Bare jeg nu ikke mister den. Men pludselig har Irena med et snuptag nettet laksen. Jeg føler både, at der er helt stille omkring os – samtidig med at der selvfølgelig er stor jubel.
– Nu kan du godt trække vejret, griner Irena. – Der er ro på, og laksen er i nettet. Jeg har ingen ide om, hvor længe fighten varede. Det føltes som et split sekund, men på samme tid også ALT for længe. Jeg springer ned til fisken og Irena med tårer i øjnene – MIN FØRSTE LAKS. Vi sætter os kort efter op i græsset og snakker, griner og er helt høje på adrenalin. Jeg prøver at suge det hele til mig og er overvældet. Det føles vildt og surrealistisk. Jeg er ikke i stand til meget mere den dag. Men heldigvis får jeg lov til at hjælpe med at nette endnu en laks, som hun får snuppet på sin fluestang. En helt vanvittig og uforglemmelig dag.
Foto: Irena Mathiasen
