Brancheorganisationen Dansk Lystfiskeri, Danmarks Sportsfiskerforbund, Fishing Zealand og Lystfisker Danmark inviterer den 12. december 2024 kl. 18.00 – 21.30 til oplysningsarrangement om skarv – og regulering af den fiskespisende fugl, der mange steder udgør et stort problem for vores fiskebestande.
– Mødets formål er at udbrede kendskabet til indsatsområder og regulering af skarv, herunder at skabe netværk blandt dem, som ønsker at deltage aktivt i reguleringen, fortæller Peter Lyngby, der er formand for brancheorganisationen. – Programmet starter med en velkomst, og derefter er der skarv på menuen – idet alle deltagere bydes på en på ”Banh Mi” sandwich med skarv, serveret af Gordon P. Henriksen og Nikolaj Juel. Herefter står den på et foredrag med viden om skarvbestande og deres påvirkning på sårbare fiskebestande af Niels Jepsen, seniorforsker, DTU Aqua. Efter dette kan du høre om myndighedernes arbejde med skarv fra Ejgil E. Andersen, der er fuldmægtig i Miljøstyrelsen. Kaare Manniche Ebert, biolog, Danmarks Sportsfiskerforbund, fortæller om lystfiskere og skarv – i forbindelse med projekt stalling og smoltvagt, og til sidst leverer Lars Erlandsen Brun, konsulent, Dansk Lystfiskeri & Danmarks Sportsfiskerforbund et oplæg om regulering af skarv – samt de muligheder og udfordringer, som er i det.
Arrangementet afholdes i Roskilde Sejlklub, Strandgade 12, 4000 Roskilde, og der er parkering ved Vikingeskibsmuseet. Der er et begrænset antal pladser, og din deltagelse i konferencen kræver tilmelding her senest mandag den 9. december 2024.
FOTO: JONAS NØRREGAARD