Medefiskeri efter havbars er både hyggeligt, spændende og drøn effektivt. Fisk & Fri’s Henry Gilbey har dyrket fiskeriet intensivt i mange år – her giver han dig en stak værdifulde tips til, hvordan fiskeriet skal gribes an.
AF HENRY GILBEY
FORESTIL dig hvor fedt det er at stå i brændingen i knædybt vand, mens du kaster til havbars hotspots med mågernes skrig og bølgernes rytmiske brusen som baggrundsmusik. Det er hvad saltvandfiskeri handler om. Medefiskeriet efter havbars kan inddeles i to forskellige typer. Den første form for fiskeri er i praksis traditionelt bundsnørefiskeri fra kysten: Man tager ud til en god plads, kaster taklet ud – ofte på stor afstand, sætter stagen tilrette i en stangholder, hvorefter man bænker sig komfortabelt og venter på hug.
Den anden form for fiskeri går ud på at tage en mere mobil indgangsvinkel til fiskeriet – samt bruge mere tid på at »læse vandet «. Her går du rundt og kigger efter helt bestemte hot-spots, hvor fx strukturer eller specielle bevægelser i vandet kan give dig et hint om, hvad der gemmer sig under overfladen. Dette kombinerer du så med din viden om havbarsens adfærd og bruger konklusionerne til at kaste din agn ud til helt specifikke hotspots, hvorefter du holder stangen i hånden, så du er klar til at reagere på det mindste nap. Til dette fiskeri bruges ofte lidt lettere grej – blandt andet fordi der fiskes tættere på land. Begge metoder er super sjove. Hvilken én man bør vælge afhænger dels af, hvor du fisker – og dit personlige temperament.
Stationært bundsnørefiskeri på mellem til langdistancen involverer normalt 12-13 fods kystmedestænger med en kastevægt på 120-170 gram. Denne fiskeform passer rigtig godt til mange typer af pladser: Åben kyst, hvor der skal kastes langt for at nå ud på en ordentlig dybde, havnefiskeri samt fiskeri på klippekyster, hvor der skal kraftigt grej til, for at få fiskene sikkert i land. Men – I de fiskesituationer, hvor det ikke er nødvendigt at kaste særlig langt, eller hvor det er let at fighte fiskene, er der dog ingen grund til at bruge så kraftigt grej. Fiskene kommer tit ret tæt på land og det er trods alt sjovere med lidt lettere grej, hvis forholdene tillader det. Mobilt fiskeri med let grej er derfor er helt klart min personlige favorit, når forholdene er til det.
Medefiskeriet efter havbars er stort set uopdyrket i Danmark, men har et kæmpe potentiale.
Hvordan medefisker man efter havbars?
Watercraft – evnen til at finde fiskene, være på pletten på det helt rigtige tidspunkt, og kombinere dette med viden om fiskens fourageringsmønstre samt at visualisere hvad det egentlig er, der foregår under overfladen, er til enhver tid den vigtigste es havbarsfiskeren kan have på hånden.
At kaste taklet langt pokker i vold på velkendte pladser på det helt rigtige tidspunkt i forhold til tidevandet, kan være en effektiv kystfiskemetode, men ofte får man mere ud af at være mobil og tænke mere over at fiske »håndholdt« på mange forskellige hot-spots. Evnen til at læse vandet og tolke det du ser på den helt rigtige måde, er noget der kun kommer ved at spendere en masse tid ved vandet samtidig med, at du registrerer og reflekterer over, hvad du ser. Dette fiskeri handler meget mere om at placere taklet helt præcist på det rette sted – end at kaste langt.
Uregelmæssigheder på overfladen er helt basalt det vigtigste, du skal være på udkig efter. Et af de bedste tricks er at opsøge fiskestedet ved lavvande. Under disse forhold er det nemlig meget lettere at afsløre de særlige bundforhold, der skaber attraktive hot-spots for havbarsen. Nogle af de bedste steder er ofte huller eller render. Ved ekstremt lavvande er de yderst lette at spotte, fordi de er de eneste steder, hvor der er vand af betydning tilbage.
Belønningen for en dejlig sensommerdag i selskab med måger og bølgeskvulp.
Når vandstanden er på sit højeste, ses de samme spots på følgende måde: Læg mærke til hvordan bølgerne bryder helt generelt. Der hvor bølgerne flader ud og er mere rolige, er ofte lige over de dybeste huller. Årsagen er, at bølgerne bryder over de punkter med lavest vand, hvorefter de mister deres energi og højde, når de ruller videre over et hul. Selv mindre dybdeforskelle kan være rigeligt til at give så meget dybde og strømlæ, at der samler sig større mængder af byttedyr, som føler sig sikre her. Og det ved havbarsen. Byttedyrene er nemme at fange her – og dette kombineret med, at havbarsen ikke bruger nær så meget energi ved at ligge på lur her i forhold til at blive kastet rundt i selve brændingen, gør disse steder til perfekte hotspots, hvor du skal tilstræbe at placere din agn med størst mulig præcision.
På strande uden brænding og større bølger er det ofte meget små tegn, man skal kigge efter. På et strandstræk med fx ren sandbund, kan det være uregelmæssigheder som fx store sten, mindre rev eller lignende, der bryder og knækker selv mindre bølger anderledes. Alternativt skaber topografi og strukturerer på bunden måske et mindre strømskel, der ses som skillelinier i vandet, hvor der er markant forskel på vandets farve eller hvordan bølgerne rifler/bryder. Prøv at tænke som en byttefisk – alt hvad de kan bruge til at skjule deres tilstedeværelse er steder de vil opsøge. Og i hælene på dem kommer havbarsen.
Ved fiskeri på dybt vand, som det fx ofte er tilfældet, når man fisker fra moler, gælder det ligeledes om at tænke over, hvor byttefiskene oftest befinder sig. Her er de bedste spots ofte ved strømskel og helst så tæt som muligt på de strukturer, der skaber strømskellet. Det kan fx være tæt ved klipper, molehoveder, udhæng eller lignende. Det er en skræmmende tanke at være småfisk eller krabbe, vel vidende, at de glubske havbars ved præcis, hvor du opholder dig… Præcis som en løve på Serengeti vil den bruge enhver form for tilgængeligt skjul til at overraske byttet, samtidig med, at den bruger så lidt energi som overhovedet muligt.
Når der fiskes på langdistancen med det kraftige grej, er det vigtigt at have en solid stangholder som fx denne trefod, til at holde stangen.
Grej til medefiskeri efter havbars
Grejet til størsteparten af mit havbarsfiskeri, hvor jeg ikke behøver at kaste langt, er en let beach caster stang på 11-12 fod med en kastevægt på 50-100 gram. Stænger som disse er lette nok til at man kan stå og holde dem i hånden i længere tid ad gangen uden at blive træt. Det er vigtigt til dette fiskeri, for hugger en fisk tæt på fx bolværk, er det vigtigt lynhurtigt at kunne presse dem væk fra diverse strukturer, og det gøres lettest, når man allerede står med stangen i hånden.
Desuden gælder det om at minimere vægten, når der fiskes mobilt. Her er det også hæmmende for mobiliteten at skulle slæbe rundt på stangholdere og andet tungt grej. Hvor jeg helst vil have en relativt hurtig stang til mit fiskeri med kunstagn, foretrækker jeg en lidt blødere stang med progressiv aktion til mit fiskeri med naturlig agn. Det har dels noget at gøre med, at agnen ikke så let bliver revet af i kastet, men har også betydning for den indikation en blød stang giver af ændringer i strømmen, der kan have betydning for fiskeriet.
Chancen for at fange trofæfisk som denne, er så absolut til stede på den jydske vestkyst.
Hjul til kystmede efter havbars
Valget af hjul er i høj grad et spørgsmål om personlig smag – både fastspole og multihjul kan bruges. Især når man fisker relativt tæt på land, er der ingen grund til at hjulet bliver for stort og klodset. I mange situationer foretrækker jeg en monofil nylonline med brudstyrke på 5-8 kilo, afhængig af hvor jeg fisker. Denne line bruger jeg især til stationært fiskeri, hvor stangen står i stangholdere.
Fletline – typisk 30 lbs brudstyrke, bruger jeg ofte når jeg fisker stangen håndholdt, da det giver en virkelig god føling med selv det mindste nap. Men – hvis ikke du holder stangen i hånden, giver den uelastiske fletline efter min mening flere ulemper end fordele. Uanset hvilken line jegbruger, anvender jeg typisk en slagline på et par meter 40 lbs mono, for at tage den værste belastning i kastet.
Tobis er en af de bedste agn til havbars – her monteret på et klassisk langdistance takel til surf-fiskeri. Bemærk loddet, hvor ankertrådene, som navet antyder, sikrer at loddet ikke ruller og sætter sig fast på pladser, hvor det kan være et problem.
Hvilke takler er bedst til havbars?
Taklerne til fiskeri efter havbars på kort- og mellemdistancen er yderst simple. Jeg bruger normalt blot et ganske almindeligt paternoster-takel – enten glidende eller fast. Lodder med ankerwire på 90-125 gram er normalt alt, hvad der skal til at holde taklet i position, når man fisker tæt op ad en struktur, hvor taklet helst ikke skal sætte sig fast – fx klipper eller bolværk. Her skal taklet rulle så lidt som muligt, for hvis det ruller, så sætter det sig højest sandsynligt fast.
Omvendt – fiskes der i huller eller render på mere ren sandbund, foretrækker jeg kuglelodder, der får taklet til at rulle hen over bunden, så taklet kan afsøge et større areal uden den store risiko for at sætte sig fast. Havbarsen har en stor mund, så jeg bruger ofte 2/0-4/0 kroge og 30lb fluorocarbon forfang. Dette fungerer perfekt og giver minimalt med kludder.
Børsteorm, som vi kender dem så godt fra fladfiskeriet, er i mange situationer rigtig gode til havbars.
De bedste agn til havbars
Agnen har naturligvis stor betydning. Sørg altid for at få den bedst mulige kvalitet – uanset om de er ferske eller frosne, skal agnen være så frisk som muligt. Mine favorit agn er uden tvivl krabber eller levende tobis, men det afhænger lidt af, hvor jeg fisker. Jo bedre og mere effektiv duftafgivelse agnen har, desto mere effektiv er den ofte. Børsteorm, sandorm, ottearmet blæksprutte, makrel samt mindre agnfisk. Jo havmede efter havbars er faktisk ret simpelt. Så længe du husker, at det der tæller allermest er watercraft. Hvis blot du fisker din agn perfekt serveret på rette tid og sted, vil du blive rigeligt belønnet.
Krabbekød kan med fordel agnes på et dobbelt krogsæt som dette.
For at fastholde krabbekødet omvikles det agnede krabbekød med tynd, gennemsigtig elastiktråd i stil med det, der anvendes til børnehalskæder.
Sandorm er en fortræffelig agn til havbars – og samler man dem selv, er det en billig fornøjelse.
