– For andet år i træk var vi taget på ”fars dag laksefiskeri” i håb om at fange en af de sjældne ”kvotelaks” i Storåen, beretter Mark Bech Højfeldt. – Sidste år var kvoten for laks større end 75 cm for længst fisket op, men i år har fiskeriet været svært, og nogen mener, at det skyldes, at der ikke kommer så mange udsatte laks tilbage. Det er kun de vilde laks, som selv har stået for gydning uden indblanding fra mennesker, der returnerer.

– I fiskehytten, som vi skal overtage, møder vi tre flinke lystfiskere fra Horsens, som har tæppebombet åen de seneste to døgn. De kan berette om ingen laks og mange lystfiskere i sammen situation, hvilket ikke er de bedste meldinger. Trods det får min fiskemakker Leif efter kun en times fiskeri en laks til at bide på sin spinner. Han ser en flot blank laks, som så beslutter sig for at ruske hovedet fra side til side i overfladen for at komme fri af den modhageløse krog. Det lykkedes desværre at vriste sig fri.

– Først hen på eftermiddagen sker der noget igen. Vi kommer til et lille vandløb, som løber til storåen. Der er mange teorier om, at det altid er en sikker plads til laks. Jeg kaster ud, og der sker ikke så meget. I det 4-5 kast ser jeg ud af øjenkrogen en stor bredside komme op til spinneren og vende rundt. Jeg strammer op, og så skal jeg love for, at åen går amok.

– Bremsen hviner så dejligt. Laksen er stærk og går dybt nede foran mine fødder. Jeg råber på makkeren og kæmper videre med den store laks. Laksen svømmer heldigvis opstrøms og bliver hurtigt træt. Jeg kan sikkert føre den ind i det medbragte net og min første kvotelaks i mange, mange år er en realitet. En fantastisk oplevelse og en smuk laks. Laksen har mere end kun bid fra lakselus. Der er også et stort sælbid på den bagerste del af laksen. Det er store tænder, der har haft godt fat. Leif kommer til lettere forpustet, og vi kan sammen juble, og jeg kan fortælle, hvordan det hele gik til. Laksen måler vi til at være 85 cm lang, og den vejer 5,2 kilo. Det er en forholdsvis slank model, men stadig gudesmuk og magisk.     

– Vores fisketur til Storåen slutter på den mest storslåede måde med det smukkeste vejr og de vildeste! Jeg var så heldig at få lov til at sende to velproportionerede, skinnende blanke, vilde og luse befængte skønheder retur i det kolde mørke vand. Vi fik i fællesskab målt begge laks til enslydende 78 cm. På vej hjem i bilen var jeg nødt til at tage en kold øl for at få styr adrenalinen. Leif var så flink at køre hele turen hjem, mens jeg sad og rystede og snakkede på livet løs. Tak for et fantastisk eventyr Leif, og de to laks du var i nærkontakt med fanger vi bare på næste tur. Stram line!

 

Owner
    Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This