Disse ovnbagte fiskesnacks er godt krydret med bl.a. frisk chili, hvidløg og urter. Inspirationen til retten kommer fra de amerikanske crabcakes – men den smager mindst lige så godt, når den er tilberedt med stangfanget torsk!
Tekst og fotos: Gordon P. Henriksen
CRABCAKES er en delikatesse på den amerikanske østkyst. De består af krabbekød blandet op med krydderier og urter, der så er stegt eller grillet – og ofte serveret i en krabbeskal. En lignende ret kan laves med frisk fisk i stedet for krabbe. Da ordet amerikanske torskekager ikke lyder så fristende, tror jeg bare vi kalder dem codcakes…
CODCAKES egner sig fortrinligt som forret, men kan også serveres som hovedret eller som en del af et lille udvalg af fiskeretter. I princippet er det bare en krydret fiskefrikadelle, og fremgangsmåden er meget lig en fiskefrikadelle. Den kan steges i smør eller laves i ovnen med fuld knald på varmen og grill, så overfladen lige bruner. Jeg har nogle gamle muslingeskaller, som jeg altid serverer mine i, da det minder mig om den amerikanske måde at servere crabcakes på i en udhulet krabbeskal.
ALLE INGREDIENSER til farsen røres sammen – dog ikke smør og rasp, som skal på til sidst. Jeg foretrækker at bruge en blanding af store grove stykker fisk samt ca. halvdelen af fisken, som jeg blender fint med en stavblender. Brødet kan med fordel også køres med i den blendede masse. Enten kan fiskedejen nu formes i kugler og vendes i rasp eller de kan fordeles i skaller, muffinbakker eller hvad du måtte have lyst til. Der strøs rasp på toppen, og hver portion får en smørklat øverst. Det giver en lækker overflade og smag.
Nu er dine codcakes klar til at komme i ovnen, men de kan sagtens tåle at stå på køl, hvis du vil lave dem i forvejen. Det er en dejlig nem ret, når der kommer gæster, da alt undtagen selve bagningen kan forberedes i god tid inden. De skal have ca. 15 minutter i en brandvarm ovn, og raspen på toppen skal lige nå at brune under grillen, inden de tages ud. Server dem brandvarme med lidt citron og en kold øl eller et køligt glas kraftig hvidvin. Velbekomme.
Codcakes – Forret til 4-6 personer
Ingredienser:
Ca. 500 gram benfri fisk – gerne torsk, men andre arter kan også bruges
1 æg
2-3 skiver tørt hvidt brød
2 forårsløg – finthakket
1 lille rød peberfrugt – finthakket
2 fed hvidløg – finthakket
Frisk chili efter smag – finthakket
En dl hvidvin
2 tsk. paprika
Salt og peber
Skallen af en usprøjtet citron
Et lille bundt persille
Rasp
Smør