Bjarne Lehné (tv) er formand for Sjællands Småbådsfiskeklub, der arrangerer DM i Trolling den 5.-6. juni i Køge, hvor der forventes deltagere fra hele Danmark. Her ses han sammen med to andre deltagere ved et tidligere stævne. Foto: Sjællands Småbådsfiskeklub

Lørdag den 5. og søndag den 6. juni 2021 vil Køge Marina summe af liv, når over 100 motorbåde med mere end 200 forventningsfulde lystfiskere, stævner ud til DM i Trolling. Lystfiskerkonkurrencen er årets største trollingstævne, både hvad angår deltagerantal og præmiernes størrelse. Den samlede præmiesum er i år på mere end 250.000 kroner – og vinderen af årets DM i trollingfiskeri kan sejle hjem med en førstepræmie til en værdi på over 50.000.

 

Lørdag morgen klokken 07.00 skydes konkurrencen i gang af Køges viceborgmester Bent Sten Andersen. Og få sekunder efter giver de hurtige motorbåde fuld gas fra startlinjen ud for havnen, i jagten på lige netop den perfekte fiskeplads, der leverer vinderfisken.

Den spektakulære start, der byder på lyden af højt-ydende bådmotorer og synet af hvide hækbølger, nydes bedst fra ydermolerne eller fra toppen af udsigtsvolden ude ved det nye østlige havnebassin. Indkørsel fra Bådehavnen 2 A.

– De toptrimmede motorbåde, der rummer nogen af landets dygtigste lystfiskere, vender hjem til Køge Marina lørdag eftermiddag, hvor man vil kunne overvære indvejningen af flotte torsk, tykke havørreder og blanke Østersø-laks, fortæller Bjarne Lehné, der er formand for Sjællands Småbådsfiskeklub.

Søndag er en kort fiskedag, og senest kl. 14.30 skal bådene være i havn og fiskene ligge på digitalvægten. Herefter står Køges borgmester Marie Stærke klar til at overrække DM-pokal og præmier til Danmarks bedste trolling fiskere.

Trollingudstilling og dukkert i Køge Marina

Ud over den spændende indvejning vil tilskuerne dagen igennem kunne besøge udstillingsområdet mellem trailer-rampen og promenadebroen. Her udstiller førende grejproducenter, bådelektronik, udenbordsmotorer, maritimt sikkerhedsudstyr og et bredt udvalg af det fiskegrej, der skal bruges, hvis der skal bides skeer med Bugtens sprælske ørreder eller Østersøens sølvblanke laks.

– På marinaens store område er der mulighed for at få stillet sulten i flere restauranter, og det er sågar muligt at få sig en kølig dukkert i marinaens havnebad, der oplyses med blåt undervandslys om aftenen, fortæller Bjarne Lehné.

 

DM i Trolling, der finder sted i Køge den 5.-6. juni 2021, er et ”Open-mesterskab”, hvilket betyder at alle kan møde op på marinaen og tilmelde sig på dagen. Chancerne i stævnet, der arrangeres af Sjællands Småbådsfiskeklub, er lige store for alle, og det gælder bare om at få et blink i vandet. Desuden trækker klubben lod om flere flotte præmier blandt alle deltagerne, uanset fangst. Foto: TV2 Bornholm

DM i Trolling, der finder sted i Køge den 5.-6. juni 2021, er et ”Open-mesterskab”, hvilket betyder at alle kan møde op på marinaen og tilmelde sig på dagen. Chancerne i stævnet, der arrangeres af Sjællands Småbådsfiskeklub, er                                  lige store for alle, og det gælder bare om at få et blink i vandet. Desuden trækker klubben lod om flere flotte præmier blandt alle deltagerne, uanset fangst.
                            Foto: TV2 Bornholm

 

Sjællands Småbådsfiskeklub inviterer hele Danmark

Tilskuerne vil desuden kunne møde repræsentanter fra Sjællands Småbådsfiskeklub, der er arrangør og med mere end 1.600 medlemmer, er en af landets største fiskeklubber. På klubbens udstillingsområde vil man kunne beundre tre færdigriggede trollingbåde på trailere og få svar på hvordan man lettest kommer i gang med den vanedannende lystfiskerhobby.

– Vi har eksisteret siden 1985 som Danmarks Småbådsfiskeklub, men blev ret tidligt efter stiftelsen opdelt i afdelinger på Sjælland, Fyn og i Jylland. DM-arrangementet går på skift mellem landsdelene og i år er det os, der igen har fornøjelsen af at arrangere DM i Køge, som vi sidst brugte som udgangshavn til Trolling-DM i 2012, siger Bjarne Lehné og fortsætter: – DM-stævnet er i øvrigt et ”Open-mesterskab”, hvilket betyder, at alle kan møde op på marinaen og tilmelde sig på dagen. Chancerne er lige store for alle og det gælder bare om at få et blink i vandet. Desuden trækker vi lod om flere flotte præmier blandt alle deltagerne, uanset fangst.

Fakta om trolling

  • Trolling er en lystfiskerform, hvor en langsomt sejlende båd trækker et eller flere naturlige- eller kunstige agn i kølvandet. Lystfiskermetoden har sin oprindelse i USA og kan bedrives fra små og store både.
  • Ved DM i 2012 blev vinderfisken, en havørred på over 10 kilo, fanget fra en mindre båd, lige uden for Køge Marina.
  • Formålet med Sjællands Småbådsfiskeklub er bl.a. at fremme småbådsfiskeri, sikker sejlads i småbåde og bevarelse af naturværdier. Klubben støtter bl.a. ørredudsætningsarbejdet i Køge Bugt og Dansk Søredningstjeneste i Køge.

Kontakt:

  • Bjarne Lehné, Formand Sjællands Småbådsfiskeklub, Mobil 40 50 73 71
  • Kenneth Højlund, Havnemester Køge Marina, tlf 56 66 16 89

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This