– Vejret er virkelig blevet koldt, og man kan tydeligt mærke, at aborrerne har været berørte af det. Deres fødeindtag er minimeret en del, og fangstraten faldet gevaldigt. Sådan lyder det fra Oliver Rhode. – Jeg har det sidste stykke tid fisket meget efter aborrer, men da det kolde vejr kom ind over Danmark, måtte planen ændres. Jeg indså, at gedderne formentlig ville være nemmere at få i tale, og har derfor tilbragt en del timer efter de grumme gedder. Det viste sig dog at være en sværere opgave end først antaget.
– På de fleste ture har jeg skiftet agn igen og igen, og har til tider været lidt frustreret over, hvilke agn de (ikke) ville hugge på, men som på så mange andre ture viste det sig, at Gravity Twitchen fra Savage Gear skulle være den rette medicin. Specielt farven Dirty Roach var på sidste tur ekstremt effektiv, og gav også to smukke gedder på henholdsvis 94 cm og 95 cm, slutter han.
Har du selv været ude at fiske og haft nogle gode oplevelser ved vandet, så send gerne 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.