Den 29 juli blev det registreret på Fødevareministeriets hjemmeside fst.dk (se ovenfor), at man har konstateret den dødelige og stærkt smitsomme fiskesygdom koiherpes i Roskilde Fiskeland, der er kendt for et fantastisk fiskeri efter store karper over 20 kilo. Masser af karpefiskere også fra vores nabolande besøger stedet, hvilket potentielt set – hvis folk ikke har desinficeret deres grej ordentligt – kan gøre RFL til arnestedet for en massiv spredning af en potentielt dødelig karpesygdom, der – hvis uheldet er ude – vil kunne udslette vilde karpebestande rundt omkring i regionen.

Men – på trods af dette, har der ikke været nogen advarsler mod sygdommen på hverken RFL´s hjemmeside eller facebook. Først efter Fisk & Fri henvendte sig til RFL i går har ejerne af RFL publiceret følgende på deres facebook, hvor de ikke engang sætter navn på sygdommen og på ingen måde skitserer situationens potentielle alvor for læserne:

”Roskilde fiskeland passer på dig og vores fisk” – hedder det i RFL´s udmelding på facebook, der fortsætter med teksten: ”Vi har haft nogle fisk, der er døde i stor og i lille sø i løbet af sommeren. Derfor tog vi aktion med det samme og sendte fisk til test hos DTU fra både stor og lille sø, dem fra den store sø udviste ingen tegn på sygdom eller andet… Der var mistanke om sygdom på 1!! fisk fra lille sø så derfor har vi yderligere 3 fisk til test nu. De fisk der døde fra stor sø var vores fejl, da vi prøvede at fjerne grøde trak vi giftstoffer op fra bunden og sammen med det varme vand resulterede det desværre i nogle døde fisk. Vi har Virkon S stående som vi kræver vores fiskere bruger både før og efter deres fiskeri starter/slutter. Måtter slynger mm til lille sø kan lånes i butikken. Igen pointere vi at vi intet har fundet i vores store sø, og at hvis vi ville skjule noget som helst ville vi jo ikke sende fisk til test og bruge penge /ressourcer på dette. Så hvis vi havde haft intentioner om at skjule noget, ville vi have været passive i alt dette.. Har du spørgsmål eller andet er du velkommen til at kontakte os mellem 8-18 på 30359115”. Men – når man kontakter RFL på nummeret, får vi at vide, at vi skal snakke med Dennis Buchannan, som vi desværre ikke har kunnet få fat på.

Fra de kilder, vi har kunnet komme i kontakt med hos RFL, forlyder det, at man faktisk har fået en tilladelse til at fortsætte fiskeriet, hvis folk desinficerer deres grej i det badekar, der angiveligt står ved søerne til samme formål med Virkon S. Vi afventer pt at få be- eller afkræftet dette – dels fra RFL´s ejere og dels fra Fødevarestyrelsen, som vi kontaktede i morges i forbindelse med sagen. Efter en løbende dialog mellem Fisk & Fri og RFL parallelt med en shitstorm på SoMe siden i går har RFL nu tilsyneladende indset situationens alvor og har her til eftermiddag valgt at lukke fiskeriet midlertidigt i begge søer indtil 1. december. Det virker som en klog beslutning – læs mere her.

Selvom vi pt officielt afventer en officiel melding direkte fra FST om specifikt denne sag, har vi – udover ovenstående screendump fra fst.dk – fra anonyme kilder skriftlig dokumentation direkte fra Fødevarestyrelsen om, at der er tale om KHV (koiherpes) og ”at besætningen er under offentlig tilsyn og underlagt restriktioner, som det fremgår af CHR registreret”. Hvad ”offentligt tilsyn” indebærer kan du se nedenfor.

Ejeren eller brugeren skal opfylde følgende:

§ 7,4) Foder, redskaber, genstande eller andre materialer, f.eks. affald der kan tænkes at overføre sygdommen, må kun føres til eller fra akvakulturbruget med tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Såfremt tilladelsen gives, fastsætter Fødevarestyrelsen de foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå smittespredning.

§ 7,5) Færdsel til og fra akvakulturbruget af mennesker, køretøjer eller transportmidler mv må kun finde sted efter tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

§ 7,6) Køretøjer eller transportmidler, der efter tilladelse fra Fødevarestyrelsen forlader akvakulturbruget jfr. nr 5 skal efterkomme de foranstaltninger Fødevarestyrelsen fastsætter for at undgå smittespredning inden de forlader akvakulturbruget.

—–

Vi vender tilbage med nyt i sagen, når vi har fået be- eller afkræftet en evt. tilladelse fra FST til RFL om at de har kunnet – og evt. kan fortsætte fiskeriet i søerne.

 

Grejxperten

 

 

Regler for offentligt tilsyn

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This