– Jeg elsker at fiske, virkeligt meget. For mig er fiskeriet ikke kun en hobby, det er en livsstil og en stor del af mit liv og personlighed. Sådan lyder det fra John Nielsen. – Jeg fisker havørreder, på alle tider af året, og det har jeg gjort hele mit liv. I går var abstinenserne blevet for store, så en tur blev planlagt. Vind, vandskifte osv blev nøje gennemgået og en plads ud fra de gode forhold blev valgt.
– Vel ankommet til pladsen kunne det næsten ikke blive bedre. Der var gang i vandet, som var fri af drivende ålegræs samt lettere farvet. – Udmærket tænkte jeg, mens gennemløberen blev sendt afsted udover revet, og de smukke blæretangsbælter. Allerede tredje kast med gennemløberen, kvitterede denne smukke overspringer på 60 cm, som du ser ovenfor, med et kontant hug i spin-stoppet. Selv på en kold vinterdag får man hurtigt varmen af sådan en smuk havørred. Den leverede en super og stærk fight, da den fandt ud af, at den var tøjret. Efter et par gode minutter gled den stille i nettet. Turen gav desuden to grønlændere, som kom nænsomt retur igen, med det obligatoriske kys på snuden, slutter John fra havørreden.dk, der allerede er i gang med at planlægge en ny tur.
John har tilmeldt fisken Kinetic Fiskecup 2023. Læs meget mere om de mange fede præmier her.