– Vi var draget til Skåne i Sverige i weekenden – seks gutter – til vores halvårlige Fly vs Spin turnering, fortæller Andreas Fibiger. – Vi havde lejet et sommerhus, og der skulle fiskes fredag, lørdag og søndag. Vi oplevede et godt fiskeri allerede de første to dage generelt, men søndag morgen i Morfars Badekar på Østkysten i Skåne var, hvor den vildeste oplevelse ville indtræffe.

– Min makker Oliver og jeg kom ud til det lavvandede spot og fik rigget til. Jeg fiskede med flydende bombarda og Oliver med intermediate – begge monteret med Kinetic Baithook, som er en enkeltkrog, der blev fisket med regnorm. I første kast var der en fisk, der smadrede til Olivers agn, og jeg kom straks over for at hjælpe med at nette den i Olivers flydenet, da vi kunne mærke, at det var en god fisk.

– Efter god fight og et par spring fri af vandet, kunne vi nette Olivers pragteksemplar, på 65cm og 2,3kg. Da fisken var nettet, ville jeg lige tage et kast ud i området. Og nærmest som ormen ramte vandet, kom der flex på klingen. Allerede første gang jeg så fisken springe fri, kunne jeg se, at det var mit livs fisk. Jeg fik kaldet på Oliver, der var på vej ind for at afkroge sin flotte fisk, og han kom ud med nettet, hvori hans fisk lå. Og den var ligeså lang som nettet.

– Da jeg efter lang fight endelig får fisken tæt på land, formår Oliver at tage nettet i vandet og nette min fisk – sammen med hans egen. Og sikke en fisk det var; en 79cm lang og 3,9kg tung havørred. Vi stod længe og råbte hinanden ind i fjæset af ren og skær eufori. Det var så vildt, for vi landede begge ny PR i samme net med få minutters mellemrum. En helt overdrevet oplevelse.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This