– Fars dag skulle bruges i Skagen, fortæller Mads Vinding. – Og da familien godt kan lide at fiske, var det aftalt, at vi efter et besøg på Grenen og en frokost skulle ud og fiske lidt på Østmolen. – Vi kørte helt ud til molehovedet og parkerede. Der var 10 andre, som fiskede, og i den tid det tog at rigge til, blev der hevet flere fladfisk op. Jeg havde medbragt en stang til fladfisk, en til makrelforfang og så en let en efter de små arter langs molehovedet.
– Jeg riggede fladfiskeforfang på min 40-80 grams Abu Garcia stang og sendte den ud i dybet. Efter ca. 5 minutter vibrerede toppen let, og jeg gjorde modhug samt gav stangen til min datter på 7, da hun gerne ville spinne ind. Vi troede alle, at det var en fladfisk, som de andre havde fanget. Efter kort tid, fik jeg stangen tilbage med ordene “den er for tung, far”, og så begyndte fisken ellers at tage line.
– På trods af en helt stram bremse på mit str. 4000 hjul, så trak fisken line af. Efter et par minutters fight, begyndte jeg at kunne pumpe fisken op mod overfladen, og til min store overraskelse fik jeg øje på en haj på ca. 1 meter. Så var gode råd dyre, og jeg overvejede at kappe linen, men så ville hajen jo svømme rundt med forfanget, hvilket jeg ikke var interesseret i. Hajen var for tung at løfte op i stang og line, så det lykkedes mig at få trukket fisken hele vejen rundt til nogle sten ved siden af molen. Undervejs var alle rigtig flinke til at spinne ind, så jeg kunne komme rundt. Jeg spurgte en ældre mand, som havde stået ved siden af mig under hele fighten, om han ville være behjælpelig med at håndtere stangen, mens jeg kunne kravle ned for at finde et sikkert sted til afkrogningen af hajen.
– Da jeg stod på stenene, kunne jeg se en pig bag rygfinnen og kunne derfor bestemme hajen til en pighaj. Jeg fik lagt mig ned og den ældre man trak fisken hen til mig. Den var kroget perfekt i mundvigen, og jeg kunne let få krogen ud og se den svømme ud i dybet igen. Det var en kæmpe oplevelse for min kone, datter på 7, dreng på 9, de resterende fiskere på molen og ikke mindst jeg. En ny ”lifer” og formentlig en oplevelse jeg aldrig kommer til at få igen. Men det vil stå klart i hukommelsen resten af livet. Som bonusinfo fik knægten en torsk på 50 centimeter, som blev nydt til aftensmad. Der var ikke rigtig nogen i familien, som kunne sove om aftenen – stadig fyldt af adrenalin. Det er det, fiskeri kan.
Læs meget mere om Kinetic Fiskecup 2023 og alle præmierne her.