Kalashnikovs og knækkede liner

Lars Nielsen og hans fiskekammerater fra Voodoo Crew er pionerfiskere, der er vant til lidt af hvert på deres ekspeditioner. Men at blive arresteret på vandet og smidt i mozambiquisk fængsel, var alligevel noget af det vildeste de har oplevet på en fisketur. Her får du en rigtig røverhistorie om våde fiskedrømme, faretruende afrikanske autoriteter og ikke mindst hæsblæsende fights med vilde tropefisk

Af Lars Nielsen

kLOKKEN ER TRE om natten på Helvedes ambassade i Paradis. Jeg fryser, er sulten, tørstig, udmattet og bekymret, og malariamyggene går i blodrus på mine sandal­klædte fødder. Jeg står på kanten af en høj skråning med overblik over en stor lagune, og dér, langt ude, langt nede, kan jeg skimte vores båd, som jeg mere end noget andet ønsker, at jeg var ombord på. Mine kammerater på båden har lyset tændt, så jeg kan finde tilbage, hvis jeg skulle få chancen – men de lokale har desværre helt andre planer for vores liv. Og det er dem, der har Kala­shnikov’erne.

FORVENTNINGERNE til denne fisketur var ellers skyhøje. Jeg og mine venner i The Voodoo Crew lever for popperfiskeriet i de tropiske have: Jo mere ukendt fiskeriet er, desto større er eventyrets tiltrækning. Vi endevender søkortene over verdens yderste afkroge for at finde steder, hvor alting ser ud til at gå op i en højere enhed – og har vi en fornemmelse af, at fiskeriet er uberørt, rammes vi af fantasierne om at nå frem som de første. Den slags pionerture kræ­ver et enormt forberedelsesarbejde, og chancen for, at tingene alligevel ikke går som planlagt, er stor. Men heldet har fulgt de tossede… indtil nu.

DENNE GANG havde vores fikse ideer bragt os til det nordlige Mozambique. Vores informationer – indhentet blandt lokale harpunfiskere – havde fortalt om uendelige, frodige koralrev beboet af enorme GT, dogtooth tuna og groupers på steder, hvor ingen nogensinde havde kastet en popper eller dyppet en speedjig. Vi var mødtes med min ven Peter Juhl fra Kilwa Dreams i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam, rejst til det sydlige Tanzania og påbegyndt de 125 sømils sejltur til det forjættede land. Efter den nærmest uendeligt lange rejse kunne vi omsider stikke stævnen ind i Mozambiques krystalklare vand, hvor koralrevene dukkede op i horisonten og delfinerne grinede til os under båden. Vi var ekstatiske, elektriske af forventning.

MEN EFTER BLOT FÅ MINUTTER i Mozambique var en stor, sort gummibåd kommet direkte imod os med høj fart. Det tog vi forholdsvist roligt: Vi havde gjort vores hjemmearbejde og mente, at vi havde styr på tingene. Vi havde ladet os fortælle, at Peter som dansk statsborger bosat i Tan­zania kunne anskaffe visum og lokal fisketilladelse i den første større havneby, vi besøgte. Det var en overraskelse at blive holdt op af kystvagten, men i disse pirat-tider er man nærmest glad for at træffe noget autoritet på vandet. Glæden blev dog kort: Det sværtbevæbnede sammenrend af uniformer og fodboldtrøjer i gummibåden var mildt sagt ikke den mest sympatiske velkomstkomi­te. Vi mærkede med det samme essensen af den læresætning, vi senere skulle komme til at forstå alt for godt: In Mozambique, anyone with uniform will make problem for you. You give them enough money, and problem goes away

I løbet af kort tid var vores båd blevet omdannet til en hvepserede af lokalt militær, politi, kystvagt, immigrations- og fiskerimyndigheder, som alle sammen tydeligvis drømte om, at vi skulle være deres pensionsopsparing. Vi fandt senere ud af, at de nye kyst­bevogtningsbåde var ankommet blot et par uger i forvejen, så man havde vældig travlt med at manifestere, at det nye grej blev brugt til at fange væmmelige banditter – det var så åbenbart os. De lokale var ikke bekendt med fænomenet sportsfiskeri, så vi blev tydeligvis anset for at være en slags rov-erhvervsfiskere fra det ydre rum. Det gjorde selvfølgelig heller ikke sagen lettere, at vi havde linerne ude. Desuden var tingene kompliceret af, at ingen lokale kunne et kvæk engelsk, og at ingen af os var stive i portugisisk. På et tidspunkt besluttede man at ransage hver en mikroskopisk afkrog af vores bagage: Hver en svirvel i min grejkasse bærer nu et mozambiquisk fingeraftryk. Vi indså, at vi hellere måtte angive, at vi havde et våben på båden til vores personlige beskyttelse – en 9 mm pistol, som Peter naturligvis har tilladelse til… dog bare ikke i Mozambique. Alt i alt var situationen spidset mere og mere til.

PISTOLEN og et temmelig anseligt pengebeløb var blevet konfiskeret, og Peter og jeg bragt i land i Palma, Mozambiques nordligste by: Et lille helvede midt i det frodige paradis; et samfund beboet af dels en indfødt befolkning, generelt zombieagtige og med mangel på fremtidsudsigter, dels af store mængder af desperate flygtninge fra Somalia og Etiopien. Her var vi blevet underkastet et timelangt forhør, naturligvis kafkask surrealistisk, fordi ingen forstår hinandens sprog, men alle ved, at vi reelt er i gang med en form for afpresning

Det eneste, vi nu ønsker, er at komme tilbage på båden. Efter en lang nat uden søvn, stående foran byens politistation, ser vi omsider solen stå op. Horisonten er klar, men udsigterne er sorte. Det er nu mere end 17 timer siden, vi sidst har fået noget at drikke, og mad har vi ikke fået i et døgn. Vi har brug for hjælp, men mobilsignalet i området har været afbrudt, siden vi ankom. Ved siden af politistationen ligger et fængsel, og i morgengryet bliver fangerne gennet ud for at feje gaden – og formentlig for at give os en advarsel om forholdene i fængslet: stanken fra dem er ulidelig, og flere af dem kan vanskeligt gå på fødderne. Det er navnlig flygtningene i byen, som bliver udsat for hård behandling: Vi bliver vidne til, hvordan politifolk på deres motorcykler rutinemæssigt forsøger at torpedere ethvert medlem af disse etniske grupper, som de møder på deres vej. Selvom vi lige nu begynder at synes, at prisen for jomfrueligt popperfiskeri er noget høj, forekommer vores egen situation naturligvis privilegeret i forhold til de desperate fanger foran os. Dette er i sandhed det sorteste Afrika

VI GØR VORES BEDSTE for at holde ryggen rank, selvom vi er under pres. Et filmhold fra nationalt tv, som tilfældigvis er i byen, følger os troligt og producerer dramatiske indslag til TV-avisen om, hvordan den tapre ordensmagt får krammet på de internationale fiskegangstere fra Danmark. To dage går, før det stærkt savnede mobilsignal omsider dukker op, og vi får kontakt til den danske ambassade i Tanzania, og senere ambassaden i Mozambique. Diplomatisk hjælp er uvurderligt, men røversoldaterne føler sig fuldkomne i deres magt – dog får vi omsider lov at købe mad og endog indlogere os på Østafrikas mest uhumske pensionat, som efter et par dage i en skov af rustne maskinpistoler virker som en ren idyl. Men at forsøge at flygte fra byen er udelukket.

Vi kan ikke engang blot betale os ud af situationen. Selv på dette sted skal korruption foregå på en ikke-gennemskuelig måde, og det spil mestrer vi ikke – navnlig på grund af den enorme sprogbarriere. Desuden er køen af folk, vi ville skulle bestikke, efterhånden endeløs. Vi er den ene part i en ulige nervekrig, og vores modstandere har al verdens tid til at vente og se, hvad de kan presse ud af situationen.

EFTER FEM DAGES MARERIDT resulterer det diplomatiske pres i, at der kommer skred i sagen – dog ikke fuldt ud til det bedre: Vi fiskere og hjælperne på båden kan blive frigivet og få lov at rejse tilbage til Tanzania over land, men båden er konfiskeret, og Peter bliver officielt anholdt for ulovlig våbenbesiddelse. På den baggrund er det overvejende sandsynligt, at han vil ende i mozambiquisk fængsel, hvilket han næp­pe vil overleve særlig længe. Peter får besked på at opholde sig endnu en nat på politistationen, inden han dagen efter skal for en dommer. Jeg tager tilbage til vores logi for at hente mine sager, så jeg kan tilbringe natten samme sted som Peter. Men mens jeg svedende og fortvivlet slæber mig tilbage, ringer min telefon.: Vores ven, den danske ambassadør i Tanzania, som har fulgt situationen tæt, brøler ind i mit øre:. – »Se at komme væk! NU! Peter er fri!« Han oplyser, at ambassadøren i Maputo har ringet til ham, da han ikke kunne komme igennem til os, og fortalt, at det via kontakter til de mozambiquiske myndigheder i Maputo er lykkedes at få frigivet Peter. Uden varsel får Peter overdraget vores pas, penge og pistol fra den lokale anklager. Beklageligvis har de relevante personer i militæret åbenbart ikke lige kunnet få besked om vores frigivelse. Vi har med andre ord nu valget mellem at vente til dagen efter og risikere, at situationen vender igen, eller at stikke af med det samme og risikere at blive skudt af militærfolk der tror, vi flygter. Vi er ikke i tvivl: Vi vil bare væk – nu. Det er en surrealistisk oplevelse at piske af sted i den kulsorte, afrikanske nat mod havnen, få et lift i en udhulet træstamme ud til vores båd og omsider gense vores venner. Råbende, skrigende, syngende, sindssyge og ekstatiske sætter vi kursen tilbage mod Tanzania. Vi kigger os over skulderen, men vi ved, at vi om få minutter vil være beskyttet af lavvandet. Vi er ikke i tvivl om budskabet til Mozambique, som nu langsomt forsvinder i horisonten: Bukserne ryger ned om hælene, og vores plageånder på land får udsigt til fire bare, blege, danske bagdele og en flok udstrakte langfingre. Vi er i sikkerhed

Selvom perspektiverne for turen – og i øvrigt den måde, vi ser på vores egen tilværelse – nu har ændret sig en del, så er The Voodoo Crew ikke i Afrika uden at fiske. Mine venner Mads Søndergaard og Thomas Munksgaard er forhærdede globetrottere og blandt de allerdygtigste fiskere, jeg har haft den fornøjelse at fiske med. Da solen igen står op, har vi stadig en lille håndfuld dage tilbage af turen og er ikke i tvivl om, at vi skal have det bedste ud af denne tid. Vi har i forvejen et godt øje til et stort rev i det sydlige Tan­zania, som vi ikke forventer, nogensinde er blevet fisket på af hvide mennesker. Vi ved intet om potentialet, men går i gang med at afsøge revkanten med ekkoloddet og finder omgående anledning til at dyppe vores speedjigs. Hvis jeg havde vidst, hvad vi sænkede ned i, havde jeg dårligt turdet slippe min pirk: Her har fisk kunnet leve uforstyrret og vokse sig store – rigtig store! I løbet af de næste timer kroger vi fisk i en størrelse, hvor vi flere gange ikke har en chance – de opdager næppe, at de er kroget. Kroghold mistes, liner knækker, jigs kommer op flåede af tænder og bukkede som var de kørt over af et godstog. Masser af GT, amberjacks, bluefin trevally, tun, false albacore og en psykedelisk farvelade af forskellige groupers kommer op for at hilse på fotografen. Mads og Thomas fanger hver en rød røver af en coral trout på henholdsvis 22 og 17 kilo – nærmest uvirkeligt store eksemplarer for denne art. I løbet af to dage bølger slaget frem og tilbage mellem os og revets mutantagtige beboere og når sit højdepunkt, da både Thomas, Mads og jeg synkront kroger hver en damptromle af en dogtooth tuna, speedjiggerens mest attråede bytte: Thomas’ fisk ryger af, jeg selv får landet en fisk i mellemstørrelse, mens Mads’ fisk virker ustoppelig. Men med kombinationen af usvigelig fightteknik og det altid nødvendige held dukker Mads’ drømmefisk op af det blå dyb, og igen genlyder båden af jubelskrig: Med en doggy på 37 kilo har Mads for anden gang på turen landet et trofæ, som vil være svært at overgå – den største dogtooth tuna fanget af en dansker.

Efterhånden dør fiskeriet på vores rev forventeligt nok ud, og vi påbegynder igen turen nordpå. Al transportsejlads foregår naturligvis med trollingagnene ude, og man keder sig sjældent, når man fisker i Tanzania: De tropiske haves udgaver af boltsaks med raketmotor – wahoo og king mackerel – giver os kamp til stregen på trollinggrejet, som også bidrager med yellowfin tun op til 22 kilo. Møder man tangbælter eller flydende palmegrene, stoppes båden, og med små stickbaits på det lette kastegrej affiskes området efter en af verdens bedste sportsfisk: Den gyldne dorado eller guldmakrel – en fightmæssig multikunstner, som både er uovertruffent fotogen og en fantastisk spise.

 

 

Bestanden af tun i det østlige Indiske Ocean fejler ikke noget i øjeblikket, og vores øjne er altid rastløst rettet mod horisonten på udkig efter mågesjov. Tun har et øje på hver finne, men ofte har vi held til alligevel at snige båden ind i et infernalsk eldorado af skrigende måger, kogende sardiner og frådsende, springende tun. Små pirke, poppers eller stickbaits – hvad som helst bliver omgående inhaleret, hvis det lykkes at komme på kastehold, og det velkendte kaos med sindssyge udløb på flere stænger ad gangen begynder. Tuna frenzy gør voksne mænd til børn

Selvom vi har oplevet mere end rigeligt, da vi igen når tilbage til Kilwa Dreams, er turen alt, alt for kort, og uundgåeligt præget af en grad af uforløsthed, fordi vi aldrig fik fisket, hvor vi havde planlagt. Mozambique vil på flere måder stadig spøge i vores bevidsthed fremover. Og vi skal tilbage til Mozambiques vidunderlige fiskevande – næste gang dog med alle papirer i orden hjemmefra! Den sidste aften inden turen igen går hjem til lille overbeskyttede Danmark, finder vi os selv lettede, glade og måske en anelse ved siden af os selv, siddende solbrankede og langskæggede i vores fisketøj i den airconditionerede middagsstue hos den danske ambassadør i Dar es Salaam, hvor en guddommelig middag serveres af hvid-uniformerede kammertjenere.

Vi har set lidt af hvert på denne tur, og for mit vedkommende har jeg endnu en gang fået styrket mit had/kærlighedsforhold til Afrika, Det Sorte Kontinent, mit andet hjem. Det er her, man finder det allerværste og det allerbedste i verden.