– Romantisk som jeg er, havde jeg købt en buket bestående af håndfuld JD kondomspinnere med hjerter på til kæresten, fortæller Kasper Røjsmose. – Her i weekenden havde jeg så inviteret på kærestetur ved storeåen. Børnene og vores lille hund var afsat, og en overnatning var booket.

– Hun tog med i den tro, at vi skulle fiske et par timer og så hygge os… Da vi stod på parkeringspladsen ved åen fredag eftermiddag, ville hun ikke fiske med spin. Det skulle være med flue. To stænger blev rigget til, og ned til åen gik det. Nu skal det lige siges, at hendes erfaring med fluefiskeri er begrænset til en enkelt aften på kysten, men efter fem minutter kom fluen dog ud til midten af åen, hvorefter jeg kunne starte mit fiskeri selv.

– Efter cirka 10 minutter er der fast fisk til mig, og inden længe kunne jeg returnere en fin lille laks på 70 centimeter. Nogle timer senere holdt vi drikkepause, og en laks viste sig længere oppe af åen. Inden længe var vi på vej ned over stykket igen. Da jeg nåede ned til stedet, hvor fisken havde vist sig, tog den hårdt ved egen bred. Desværre var den var ikke kroget ordentligt og slap efter nogle sekunder.

– Sulten begyndte at melde sig, og jeg spurgte, om vi skulle finde et sted, hvor vi kunne få en gang ordentlig mad. Vi var begge overrasket, da vi sad i bilen, og klokken var 21.30. Det blev derfor bare til en gang McDonalds på en parkeringsplads.

– Næste morgen stod vi klar ved åen klokken otte, og efter en times tid nåede vi ud til strækket, hvor vi havde set og mærket fisk dagen før. Jeg gik først ned over, og da jeg var halvvejs, så vi en fisk, hvorefter hun startede med at fiske. Mens jeg gik og fiskede selv, holdt jeg øje med hende og guidede hende ned over stykket – kast for kast og skridt for skridt.

– Da hun nåede ned til, hvor fisken havde vist sig, tog en laks min flue og sprang fri af vandet. – Jeg ved godt, at det er dårlig timing, men du er nødt til at komme og hjælpe, nåede jeg lige at sige, inden den slap igen. Vi gik ned over et par gange, og hendes kast blev bedre og bedre. Nu lå de som de skulle helt ovre ved den modsatte bred, og hun var begyndt at have føling med skydehovedet. – Jeg tror nok, at jeg har bid, råbte hun pludselig. Og da jeg kiggede op, stod stangen som en flitsbue, mens tunge stød afslørede, at en god fisk havde taget fluen. Efter en god fight kunne jeg nette en fin laks på 90 centimeter for min kæreste. Det er blot anden gang, at hun fisker i åen, og anden gang hun fisker med flue – og så lander hun en laks på 90 centimeter! Weekenden var reddet, og det er ikke sidste gang, at vi er taget på kæresteweekend ved åen.

 

Grejxperten

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This