Kæmpeflier på 1827 gram fanget i Harte Dons søerne under biomanipulation. I FORBINDELSE med biomanipulationen af Harte-Dons-søerne ved Kolding har Fiskeøkologisk Laboratorium under vodfiskeri fanget en kæmpe flire. Fangsten skete i Nørresø d. 11. oktober 2007. Fisken, der måler 50 cm og vejer 1827 g, er blevet indleveret til Zoologisk Museum i København, hvor den nu indgår i de videnskabelige samlinger. Fliren er den største af sin art fra Skandinavien og sandsynligvis det største eksemplar i verden, der er videnskabeligt undersøgt. Harte-Dons-søerne har tidligere kastet talrige store flirer af sig og Fiskeøkologisk Laboratorium oplyser, at der sammen med rekordfisken også blev landet en flok andre flirer omkring 1500 g. Det bliver spændende at se om lystfiskerne i fremtiden vil få nogle af disse kæmpefisk på land, for når der bliver biomanipuleret, plejer de tilbageværende fisk at vokse meget hurtigt.