– Mig og min kammerat Mathias Hannibal Christian, var taget ud til vores private lille mose/sø i håbet om endelig at få fanget den store gedde, fortæller Joakim Bülow Schneider. – Efter 30 minutters fiskeri, får jeg et kæmpe hug med størrelse 5 spinneren helt ude i midten af søen. Med det samme kan jeg mærke, at dette er en meget stor fisk, og i den lange fight, får min kammerat og jeg diskuteret, hvad det er der er for enden, for den opfører sig lidt mærkeligt af en gedde at være. Hele fighten blev bestemt af det som så senere viste sig at være noget nær Danmarks største ål. Den giver pludseligt op efter de 20-25 minutter, hvor der ellers intet har været at gøre udover at holde linen stram og vente på den gav efter.
– Vi får begge et chock, da den dukker op i overfladen af det grumsede vand, og vi her finder ud af, at det ikke var den store gedde, vi havde fået fat i, men derimod en kæmpeål. Ingen af os havde på noget tidspunkt gættet på, at det var en stor ål. Desværre havde vi hverken grej med til at måle længde eller vægt, men efterfølgende mål af båden viser, at den har været et sted mellem 110-130 cm og i MEGET god stand. Det er en fight, jeg aldrig kommer til at glemme, og jeg er meget beæret over efter kun at ha fisket i ét år, at ha fanget en så stor og speciel fisk.