– Dagen før sendte jeg denne besked til min makker: “Jeg skal aflevere den lille og fruen ved færgen kl. 10:00, så med østlig vind, er det oplagt at jage en overspringer”. Sådan lyder det fra Mikkel Gadegaard Groth. – Målet var sat allerede fra start, overspringeren! Klokken blev 10.00, og jeg fik sat min bedre halvdel af ved færgen. Et telefon opkald trak dog lidt ud, så jeg endte med at komme lidt for sent. Vi kom dog hurtigt i vores waders, og den ene meter tog den anden ned langs kysten. Snakken gik og pludselig var der fisk. 

– Jeg fik én på krogen, men mistede den kort efter, da jeg fumlede med mit GoPro. Min makker/gode læremester skulle hente sin datter, og var derfor nødt til at køre, så vi aftalte at mødes på et andet spot senere, så jeg havde lige lidt ekstra tid, inden jeg skulle op af vandet. Jeg valgte derfor at fiske stille og roligt videre tilbage mod bilerne. Pludselig krøllede stangen, og jeg mærkede nogle tunge ryk. Der var den! Jeg var ikke i tvivl om, at det her var en stor fisk! Jeg nåede lige at tænde mit GoPro, da drømmefisken satte af i et meter højt spring langt ude i vandet. Lige der begyndte nerverne for alvor at indfinde sig: Pulsen steg, hænderne rystede, og linen blev bare spolet ud! Den fortsatte med flere vilde spring og gode udløb, mens jeg med puls 180+ prøvede at holde nerverne samlet i ét stykke. Jeg stod helt alene, med det der nok kan kaldes den store svendeprøve.

– Tankerne kørte rundt – fik jeg den mon nettet og hvordan? Selve fighten føltes som en evighed, inden jeg endelig fik den landet i nettet, og en ubeskrivelig følelse spredte sig i hele kroppen! Endelig var den der, den store overspringer. Det jeg havde drømt om, siden jeg startede for bare 2½ år siden, var allerede blevet til virkelighed. Jeg blev bare bekræftet i, hvorfor det lige præcis er, at jeg fisker, for den følelse vil jeg aldrig glemme! Ses på kysten, slutter han.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This