Super event på Hammersøen trak folk til. En event som Bornholms Sportsfiskerforening havde arrangeret her i weekenden.SELV MED en vejrudsigt der lovede regn, kunne det ikke holde gæsterne væk fra dette års udgave af jagt og lystfiskeriets dag ved Opalsøen på Hammeren. Kun sejladsen med de to både fra Bornholms Sportsfiskerforening blev annulleret på grund af vejret – en vind på 7-8 s/m holdt bådene inde i Hammerhavnen.

Der var heldigvis masser af aktiviteter ved broen i Hammersøen og ved det tilstødende bjælkehus, hvor også nogle af de bornholmske spejdere holdt til. I bjælkehuset blev kilovis af fiskefars stegt til frikadeller af frivillige forældre og medlemmer af B-S-F, og selvom der hele tiden var tre – fire store pander i brug på brændekomfuret, var der på intet tidpunkt tid til pause i stegningen – folk er hvert år helt vilde med disse frikadeller.

I udkanten af hytten sad formanden for B-S-F, Simon Rømer, og lavede små spinnere, som med lidt snilde både kan bruges i søen og i forbindelse med et bombardoflod på kysten. På broen ved Hammersøen var fluespecialisten Peter Fink, fuldt beskæftiget med fluebinding. Mange kender Peter og hans perfektionistiske fluebinding fra tidligere arrangementer og rigtig mange fulgte interesserede med på sidelinjen i denne kunst.

Juniorlederen, Morten Andersen, havde overnattet i shelteren natten til søndag. Shelterne bruges ofte af lystfiskere og spejdere – og denne aften altså af en flok fra B-S-F’s juniorklub. Om søndagen var Morten travlt beskæftiget med fiskeriet ved søen, mange var ude og svinge stangen med håbet om en fangst – men desværre udeblev de større fangster denne regnvåde dag. Johnny Flatov stod det meste af dagen i teltet, hvor han rundhåndet delte ud af de magasiner B-S-F havde fået tildelt fra flere sponsorer til denne lystfiskeriets dag.

Mange benyttede chancen til at få en god snak med Johnny, ikke mindst om alle de tilbud B-S-F har til sine medlemmer. På denne regnfulde og kolde dag var Johnny da heller ikke sen til at tilbyde en god varm kop kaffe og når dagen var omme kunne han da også meddele medlemmerne, at der var mange der havde skrevet navn og adresse ned i Johnnys bog, med ønsket om at høre mere om Bornholms Sportsfiskerforening. Klokken 16 var endnu en jagt og lystfiskeriets dag afsluttet og trods regnvejret må dagens besøgsantal siges at være godkendt.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This