Henrik Qvirin fra Gentofte trodsede i går kulden og begav sig til den sjællandske nordkyst, for at fange nogle havørreder.
– Lige som de sidste mange dage var jeg i dag ude og jagte en af de fine overspringere, fortæller Henrik. – Flid belønnes, for i dag lykkedes det at finde en rigtig fin fisk. Jeg fiskede med bombarda og Zonkerflue i perlemor-hvid med pink kanin.
Et par kast efter at jeg mistede en mindre fisk, skete det. Cirka fem meter ude fra venstre begyndte vandet at røre på sig og en trykbølge rejste sig. Fisken styrtede mod fluen og med et stort hul i vandet vendte fisken bag fluen, og så kom tyngden af fisken og stangen bukkede.
Et godt tilslag og fighten kunne begynde. Super stærk fisk, som var ved at tage fusen på mig idet den startede med at svømme ind over sandrevlen, hvor den kort rullede i en bølge! Men så kom den til fornuft og trak ud i badekarret igen. Pyhaa! Dejlig fangst på en noget kold dag, slutter Henrik og tilføjer at den flotte fisk målte 65 centimeter og vejede 3,55 kilo.