Der har været masser af action og isfights på Tystrup søerne den seneste tid, og der har da også været en del fine fisk iblandt de landede.
Her er det Fisk & Fri’s lokalredaktør for Vestsjælland Jørgen Christensen, som poserer med en aborre lige omkring kiloet. 26.02.10 – ISEN bærer stadig de fleste steder, og det er langt fra alle, der har fået nok af det spændende isfiskeri på de større søer. Fisk & Fri’s lokalredaktør for Vestsjælland Jørgen Christensen kan berette, at der fiskes ivrigt på de store søer i øjeblikket, og især har Tystrup Sø afgivet mange pæne aborrer.
Dagsfangsterne ligger ifølge Jørgen typisk på 10 – 15 aborrer pr. mand ved to – tre timers fiskeri. Herudover tages der pæne gedder, med et 4,3 kilos eksemplar til Jesper Andersen som en af de største.
Også lokalredaktøren selv har haft held med fiskeriet. Han fangede for nyligt én af søens store aborrer – en fisk på 918 gram.
Foråret er undervejs, og dermed må vi også snart forvente noget tøvejr. Så vær særligt opmærksom på, om isen fortsat kan bære i den næstkommende tid.