I geddens gab

Gedden er ikke altid lige let at få til at hugge, og dens tænder er syleskarpe: Her får du en håndfuld tips til, hvordan du vælger det optimale forfang – samt hvordan du billigst, lettest og mest elegant selv fremstiller helt almindelige forfang

Af Jens Bursell

DET PERFEKTE GEDDEFORFANG, skal kunne klare mosten, når de hvinende skarpe tænder rasper hen over forfanget, mens tandsættet nådesløst basker fra side til side. Dette er det vigtigste kriterium for et godt geddeforfang, men det nytter selvsagt heller ikke noget, at forfanget holder, hvis det er så klodset, at bedraget gennemskues – og du slet ikke får noget hug.

FORFANGET skal altså ikke blot være slidstærkt; farver, synkehastighed og formhukommelse har i samspil med den måde, som du laver sammenføjningerne – og mon­terer krogene, stor betydning for hvordan forfanget kommer til at virke i praksis. Men ikke nok med det – den måde du fisker dine agn på, kan også have betydning for, hvilket forfang, der er optimalt

De mest populære forfangsmaterialer til geddefiskeri er kobber- og stålwire, titanium, hardmono og fluorocarbon, som hver især har deres fordele og ulemper.

FLETTET BRONZE- OG STÅLWIRE fås typisk med 7, 19 og 49 tråde. Jo flere tråde, desto dyrere og blødere bliver forfanget.

Flettede bronze- og stålwirer er så bløde, at man kan binde trekrogene på forfanget med knuder som fx not-a-knot, hvilket er en let, hurtig og stærk metode, når trekrogene skal monteres til agnfisketaklet. Denne knude kan laves både på alle typer flettet wire, men vil man lave andre typer knuder – fx blodknuder, skal man op i de bløde 19-49-trådede versioner for at få et elegant og betryggende resultat. En af fordelene ved flere tråde er altså, at man opnår større fleksibilitet med hensyn til valg af knuder, hvilket blandt andet kan gøre det muligt at lave mere elegante forfang.

7-trådede koster typisk 5 kr. meter, mens 19-49 trådede koster 15-20 kroner meteren. Forfangets levetid målt i antal fangne gedder pr. forfang bliver ikke længere af, at du vælger de dyrere typer. 49-trådede er et godt valg, hvis man vil opprioritere et forfang, der er så blødt, at man opnår en mere fri bevægelig gang på agnen, mindre skræmme effekt, hvis fisken rør ved forfanget – samt muligheden for mere elegante knuder – fx fiskeri med agnfisk.

Flettet stålwire fås også i coatede versioner – bl.a. den Drennan Green Pike Wire. Fordelen er, at de giver et elegant resultat, når man twister wiren: Ved at svitse wiren med en lighter smelter coatningen æstetisk sammen og modvirker, at twistningen ikke så let løber op. Coatningen er dog også med til at gøre forfanget tykkere og mere synligt.

TITANIUM-WIRE, der findes i både flettet og monotrådet udgave, er noget nær den perfekte løsning til frontforfang – dvs det stykke forfang, der sidder mellem agnen og hovedlinen. Titanium er holdbart, driftsøkonomisk, elegant og let at arbejde med; det perfekte forfang til jerk-, wobler, spinne og fluefiskeri. Både den stive monotrådede titaniumswire og den markant blødere 7-trådede flettede titaniumswire er virkelig fed som frontforfang til flue og spindefiskeri. Anvender du de rigtige knuder er de lette at montere – og du kan helt undgå brug af svirvler til sammenføjningen, hvilket giver både stærkere og langt mere elegante sammenføjninger.

Flettet titanium er blødt nok til at not-a-knot’te trekroge til et agnfisketakel, men her kommer der et andet aspekt i spil: Selv om titanium holder nærmest uendeligt og derfor er billigere i drift end de langt billigere, men mindre holdbare materialer, nytter det intet rent driftsøkonomisk at fremstille traditionelle flerkrogs-takler til agnfisk på denne type forfang, da krogene normalt har en markant kortere levetid end selve forfanget. Bliver den midterste krog sløv, må du nemlig kassere hele forfanget, der potentielt set kunne have holdt til mange flere gedder.

Prisen pr. meter ligger fra 40 (flet) – 50 (mono) kroner, men på trods af det, vil det til mange typer af takler være markant billigere på den lange bane, fordi det holder til mange flere fisk. Flettet bronze og stålwire holder sjældent til mere end 2-3 fisk, før det bliver så krøllet, at det skal skiftes. Her vil en titanium wire ofte holde til 30-60 fisk

Hvis du anvender kroge og rig-bits med kortere levetid end selve forfanget, er det altså en god investering af både tid og penge at konstruere et takel, hvor de dele med kortest levetid – typisk krogene – kan udskiftes. Et godt eksempel er release-takler, hvor krogene monteres i en lille split-ring, der sidder i en rig-ring, som er bundet på selve wiren (se wwww.fiskogfri.dk).

METAL VS POLYMERFORFANG – er et spørgsmål, der kan bringe sindene i kog. Mange sværger til wire, fordi de mener, at det er det eneste materiale, hvor der kan udstedes garanti for, at geddens tænder ikke skærer forfanget over. Andre – lige så dygtige geddefiskere – mister aldrig en ærlig fisk på fx hardmono eller fluorocarbon, hvis og når det anvendes i det rette situationer – samt med tilstrækkelig høj brudstyrke. Det bedste fiskeri opnår du efter min mening, hvis du forstår at differentiere mellem vigtigheden af de forskellige materialegenskaber afhængig af den specifikke fiskesituation.

En vigtig forskel er, om du fisker slæk- eller straktline teknikker. Når du eksempelvis fisker med agnfisk og flåd, er der en vinkel på linen, som gør, at fisken lettere suger hele agnen ind i én mundfuld, fordi den eneste modstand er flåddet. Det betyder, at fisken lettere kroges dybt – med deraf større risiko for, at forfanget rasper over tænderne. Omvendt – når du fisker wobler på strakt line og forfang, er det sværere for fisken at suge agnen ind, fordi den strakte line giver øjeblikkelig modstand fra stangen. Af samme årsag er fisk taget på kunstagn ofte mere yderligt kroget. Dette kombineret med, at krogene med konventionelle teknikker sidder på agnen og ikke på en krogtafs, der sidder i forlængelse af frontforfanget på/under agnen, gør, at risikoen for at forfanget kommer i nærkontakt med tænderne er mindre. Derfor bruger jeg normalt hardmono eller fluorocarbon til frontforfang under spinnefiskeri – og titanium til krogtafs og/eller bidestykke i forbindelse med fiskeri med agnfisk eller release-takler

Flettet wire er optimalt til mange former for agnfisketakler, hvor krogen not-a-knottes direkte på forfanget. Når der bruges mindre kroge ned i fx str. 8-4, som penetrerer markant bedre end de større geddekroge fx str. 1-3/0, giver, vil en for tyk wire give en dårligere eksponering af kroggabet, hvilket med små kroge har betydning – dels for om krogspidsen får fat, men også for hvor dybt krogholdet bliver. Her er den relativt tynde wire bedre end fx det noget tykkere hardmono eller fluo­rocarbon, der også er svært at få til at lægge pænt i knuden på diametre over 0,6-0,7 mm.

SYNLIGHEDEN af forfanget kan have stor betydning for, hvor mange hug man får. Hvad der er mest elegant set med dine øjne, er ikke nødvendigvis det samme, som det der giver den bedste og mest diskrete præsentation. Når du fx står i båden og kigger ned på dit forfang mod det mørke dyb – så vil en mørk wire virke mest usynlig for dig, fordi du ser den på mørk baggrund. Men – når du fisker pelagisk eller i overfladen, vil fisken i langt de fleste tilfælde se agnen og forfanget nedefra – dvs i modlys. Og – set med fiskens øjne vil hvide, lyse eller gennemsigtige forfang helt klart være det der giver den mest »usynlige« præsentation set fra denne vinkel.

De fleste metalwirer – især de mørke eller sorte, er mere synlige end hardmono og fluorocarbon – hvilket især kan have betydning, når der fiskes pelagisk eller i meget klart vand. Omvendt – er vandet ekstremt uklart – og fiskes der med agnen helt nede over bunden, giver det måske flere fisk på bundlinien at vælge et mere mørkt forfang. Fiskes med agnen liggende på bunden, som det fx ofte er tilfældet, når man fisker med død agn – er det optimale selvsagt at matche bunden – fx lys brun på grusbund eller mørkebrun på mudderbund

Polymerforfang er typisk tykkere end metalforfang af en given brudstyrke – hvilket kan være mere skånsomt over for fisken, da dens gællelåg ikke så let skrabes og hærges af forfanget under fighten. Således vil en ru 7-trådede wire, der er tynd som klingen på en østehøvl, lave flere sår på fiskens gællelåg end en et tykt fluo­rocarbon forfang.

FORMHUKOMMELSE er en anden parameter, der kan gøre en forskel. Kraftig hardmono og fluorocarbon over 0,60 har en tendens til at spiralisere, hvilket betyder, at når man fisker med en let agn på forfanget – eksempelvis en flue, vil forfanget køre som en spiral igennem vandet. Det betyder, at afstanden fra svirvel til agn i vandet tit er kortere end forfangets længde i strakt tilstand, så man skal beregne et lidt længere forfang for at være på den sikre side.

En situation, hvor spiraliserende forfang kan være en ulempe er fx bundfiskeri med død agn, hvor et forfang, der rager op over bunden vil kunne risikere at skræmme sky fisk – både visuelt og ved berøring. Kaste og præsentationsmæssigt kan der også argumenteres for, at det kan være en ulempe med spiralisering, men ud fra en krogningsvinkel tror jeg især i uklart vand samt med lette agn og konventionelle teknikker, at det rent krogningsmæssigt faktisk kan være en fordel. Almindelige geddefluer er fx så kraftige i wiren, at de kan have svært ved at penetrere i den yderste hårde del af geddens kæft. Fluen eller agnen suges ofte ind med et vacuum – og når agnen fiskes på fuldstændig strakt forfang/line, vil modstanden fra den strakte line tit gøre, at fluen ikke kommer længere ind end den forreste del af munden. Er forfanget derimod spiraliseret, vil fisken lettere kunne indhalere agnen, så den kraftigere og dermed dårligere penetrerende krog lettere kan få fat i fx tungen eller andre af de bløde munddele, hvor den lettere kan penetrere.

 

 

HARDMONO, der har næsten samme gennemsigtighed som nylon, har en slidstyrke, der er markant højere. Det er en anelse stivere, men er stadig næsten lige så let at binde knuder på som nylon. Det er altså et godt og mere sikkert alternativt til nylon-forfang. Med en pris på 1-2 kroner meteren er det suverænt det billigste forfangsmateriale. 30-40 lbs egner sig fint til fluefiskeri, men vil du være næsten lige så tandsikret som med wireforfangene, skal du op i 40-50 lbs – og her begynder også hardmonoen at bliver lidt stiv/grov til fx fluefiskeri. 40-50 lbs forfang fungerer dog fint til front- samt agntakler med kroge over str. 4-2

FLUOROCARBON er med en pris på 15-25 kroner/meter langt dyrere end hardmono, men er også det mindst synlige forfangsmateriale. Det er mit foretrukne valg som frontforfang i klart vand, hvor fiskene kan være svære at få i tale. Synkehastigheden er højere end fx nylon og hardmono, hvilket i nogle situationer kan være en fordel. Til gedder skal man op i minimum 0,8 mm for at minimere risikoen for overskårne forfang til bagatelgrænsen.

SAMMENFØJNINGEN mellem forfang og agn – samt forfang og hovedline kan laves på et utal af måder, der hver især har fordele og ulemper:

WIRELÅSE ELLER CRIMPS er en let måde at sammenføje takeldele på. Fordelen i forhold til knuder er, at det er lettere at beregne samt justere taklets helt præcise dimensioner. Det kan dog være ligegyldigt i den sammenhæng, som langt de fleste bruger det – nemlig til at samle frontforfanget med henholdsvis agn/blinklås eller hovedline. De fleste crimps er sorte eller mørke, men gennemsigtige eller lyse takeldele giver den mest usynlige præsentation, når fisken primært ser agnen nedefra. Til de fleste former for overfladenært og pelagiskfiskeri mener jeg derfor, at man får en mere elegant og billigere samling ved at benytte en knude, hvilket er muligt til de fleste forfangsmaterialer – på nær 7-trådede wire.

TWISTNING bruges tit på stål- og især bronzewire, men duer ikke til flettet titanium. Metoden kræver et vist håndelag, hvis ikke snoningen skal løbe op. Jeg mener kun denne monteringsform har relevans til 7-trådede wire, der ikke fungerer godt med fx en blodknude.

KNUDER er efter min opfattelse kraftigt undervurderet til samlinger på rovfisketakler. På de blødere wirer er det efter min mening både lettere og mere elegant at binde forfanget med en almindelige blodknude – sikret med lim. Tilsvarende er en blod eller rapalaknude, hvis sammenføjningen skal være løst hængslet – mere elegant end fx crimps. Når kroge, svirvler eller blinklåse skal monteres for enden af forfanget, er der efter min mening ikke grund til at se sig om efter andet end de to ovennævnte knuder. Jo kraftigere forfangsmateriale – desto færre tørn. Til wire i 20-40 lbs klassen er 4 tørn normalt passende mens fx kraftig hardmono og fluorocarbon over 0,7-0,7 mm er lettere at stramme op og få til at ligge pænt med 3 tørn. Sørg altid for at stramme knuden til med en tang – og giv den en klat sekundlim

Når knuden bindes direkte til agnen eller hovedlinen, giver det en elegant præsentation. Det har dog den ulempe, at forfanget bliver kortere og kortere, hver gang du skal binde en ny knude, hvilket især hvis du bruger dyre materialer som fx 49-trådede stålwire eller flettet titanium kan gå hen og blive dyrt.

SVIRVLER OG BLINKLÅSE i meget kraftige udgaver bruges i vid ustrækning til geddefiskeri – selv når der som til fx hard- og softbaitfiskeri overhovedet ikke er brug for nogen anti-kink funkion. Det giver efter min mening nogle unødvendigt klodsede takler. At selve cross-lock låsen er kraftig det er vigtigt, men det led, hvor linen/forfanges monteres i kan gøres lige så stærkt – og langt mere elegant med fx en svejset stålring – også kaldet en rig-ring.

Og nu vi snakker elegance: Det der ser pænt ud med dine øjne, er ikke nødvendigvis det, der virker bedst i praksis. Eksempelvis er sort krympeflex, som er utrolig populært til at forsegle knuder og crimps. Men – fisker du i frivandet bliver det bare en mere klodset og synlig sammenføjning, der havde være bedre med fx klar krympeflex – eller helt uden. Efter min mening besværliggør og fordyrer det takleproduktionen – samt giver en mere synlig samling. Et andet problem er, at hvis polymerer indgå som en del af samlingen, kan materialet tage skade ved selve opvarmningen af krympeflex’en.