– Så blev det ferie og tid til et par dage med stængerne, fortæller Thomas Svendsen. – Jeg ankom til søen tidlig mandag formiddag, hvor jeg ved ankomsten hurtig fandt et område, som klart skulle fiskes. Her startede jeg med at fodre område op med omkring 3 kilo blandet CFC Hot Amanda/Spicy Squid. Da det var gjort, blev min lille lejr slået op, og der blev bundet et par nye rigs, hvor det ene blev et pop up spinner rig med en Spicy Squid og det andet et ganske simpelt hair rig, som skulle fiskes med en snowman med Hot Amanda synkende/flydede boilies.

– Da jeg havde fået lagt taklerne, og aftenen kom, fodrede jeg igen, men denne gang meget koncentreret i det område, hvor jeg havde fodret tidligere. Her havde jeg lagt to takler. Mørket kom, og det samme gjorde det første run. Efter en udramatisk kamp kunne jeg lande en fin skæller på 10,5 kilo. Da jeg krøb i posen, blev der hurtigt run igen, men denne gang vandt fisken.

– Natten gik, og morgenen kom. Under morgenkaffen kørte den ene stang, og en hård kamp startede. Til sidst måtte den dog opgive, og ind over netkanten kom den. Det var en fin spejler, som trak vægten ned på hele 9,5 kilo. Tiden gik, og i dagens løb fodrede jeg igen området op, hvor jeg fiskede med 2-3 kilo blandede boilies fordelt med kasterøret.

– Om aftenen havde jeg et godt hug, men desværre røg krogholdet. Inden jeg havde set mig om, kørte den anden stang dog, og ind kom en igen en smuk rigtig fin spejler på 8,6 kilo. Efterfølgende havde jeg et par run mere, men dog uden at kroge fiskene. Morgenen kom og kaffen blev nydt med et stort smil på læben, for nu kunne jeg pakke sammen, tage hjem og være rigtig godt tilfreds.

Har du også været ude med medestængerne, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This