Her ses den nye verdensrekordhavtaske – en imponerende (og makaber) skabning på intet mindre end 99,4 kilo. 15.02.10 – HAVTASKEN er en spøjs fisk, som med jævne mellemrum bliver fanget i dansk farvand. Store eksemplarer på op mod 10 kilo bliver fanget ind imellem, men havtasken kan blive langt større end som så.
John Arne Mostraum og kammeraten Kåre Haugland tog for et par dage siden ud fra Leknes for at røgte garn, og her endte de med at slide og slæbe for at få en overraskende stor fisk ombord i båden. Den voldsomme fisk viste sig at være en havtaske på hele 99,4 kilo – den største havtaske, der nogensinde er registreret.
Den hidtidigt største havtaske vejede 79 kilo og den havde omkring 20 kilo rogn i sig. Den nye verdensrekord havtaske havde ingen rogn i sig, og den kunne derfor – principielt set – have vejet 30-40 kilo mere!