– Forleden sad jeg derhjemme og overvejede grundigt, om jeg skulle ud i det her blæsevejr, men de havde godt nok lovet, at vinden vil gå lidt ned senere mod aftenen. Sådan Lyder det fra Afif Kurjeih. – Det endte selvfølgelig med, at jeg tog afsted mod kysten, og snart ankom jeg til pladsen, hvor jeg havde besluttet hjemmefra, at jeg ville prøve med den vind, der nu var.
– Det så sort ud! Altså som i virkelig sort. Vandet var brunt, men jeg kunne se et stykke ude, at vandet var en smule mere klart her. Jeg hoppede i tøjet og gik ud i vandet. Jeg kunne ikke se bunden, og det endte med, at jeg tog en dukkert, da jeg vadede over en stor sten, som jeg ikke kunne se…. Fedt at starte dagens fisketur med to liter vand som ekstra vægt. – Nå – det er lige meget, tænkte jeg. – Det jo ikke koldt. Og så vadede jeg ellers ud i det møgvand, hvor der var godt med bølger og skidt.
– Så begyndte jeg mit fiskeri, og blot 30 minutter efter måtte jeg give op og gå ind for at tage en pause. Her mødte jeg en ven på parkeringen, og vi snakkede om, at vi skulle finde en anden plads. Det endte dog med, at vi besluttede os for at blive, og så ellers bare vente til, at vinden ville lægge sig lidt. 30 minutter efter stod jeg igen og kastede lidt, men det var altså bare dødt. Vandet var stadig mega brunt, men bølgerne havde lagt sig lidt.
– Jeg skiftede til et blink, som jeg havde haft succes med i brunt vand, og 5 kast efter landede jeg den første fisk og så en mere. Vi fiskede videre. – Om lidt får vi en kæmpe fisk på, og blot 2 minutter efter, at han sagde det, kom hugget, som jeg ventede på. Det var en fin, fed havørred på 67 cm, som ikke gav op så let. Det var det hele værd. Så moralen er, at man ikke skal give op for let, men bare blive ved med at kæmpe. Det kan sagtens betale sig. Fisken huggede på mit favorit blink – en orange Silling.
Afif Kurjeih med sin flotte havørred.
