– Fredag eftermiddag får jeg et opkald fra et par gode fiskekammerater, og vi aftaler, at turen skal gå til Møn, fortæller Anders Salling Linde. – Jeg ankommer til den valgte plads tidligere end dem og kan se, at der allerede tidligt om morgen holder tre biler på P-pladsen. Nøj så mange allerede tænker jeg, men kommer hurtigt i tøjet og ned til vandet.
– Vandet skifter rigtig fint med kraftigt muddervand og steder med klart men meget lidt grumset vand. Efter at have fisket en 1,5 times tid hugger en fisk fik på 52-55cm, og den får friheden igen. Fiskekammeraterne ankommer, og vi trækker videre ned af kysten i søgen efter lidt færre folk. Der går et par timer med intenst fiskeri, og så falder der et monster hug på gennemløberen. Den står stille til at starte med, og jeg får tanken, om jeg har fat i en sten, men det er så her, at den går amok og trækker 20-30 meter line. Pulsen kommer helt op, og efter en længere fight kommer den ind forbi mig, og jeg ser størrelsen på fisken.
– Med gummiben og rystende hænder bliver den heldigvis landet, og der bliver jublet, for i nettet ligger en monsterfisk og en ny PR på hele 82cm. Det er en stor slank falder, og efter et par meget hurtige billeder og opmåling blev den nænsomt sat ud igen. Lige før, at mørket bryder frem, napper kammeraten en rigtig flot 65cm havørred, som er stålblank, og har et fantastiske lilla skær. Her lister jeg ned til en sten, som nogle gange holder fine fisk, og ganske rigtig hamrer en 69cm og 3,8kg havørred til min gennemløber.
– Denne kamp bliver vildt intens med 7-8 store hop og flere af dem kun 2-3 meter fra stangspidsen. Fisken tager også nogle vilde udløb, hvor jeg håber, at den bliver siddende. Jeg må presse fisken lidt hårdt for at få den hen og blive nettet, da den bare bliver ved med at lægge siden til og trække væk hver gang nettet kommer frem mod den. Men ind – det kommer den. Alt i alt en helt fantastisk dag på den mønske kyst, slutter Anders – alias @FishingBySalling.