– De sædvanlige drenge og jeg havde i længere tid planlagt en tur til Sverige, fortæller Max Bartholin Johnson. – Planen var, at det det skulle være 1 uges intenst fiskeri i store bølger. Efter en hel dags kørsel, var vi endelig fremme, så grejet kunne pakkes ud og stængerne rigges op.
– Vi stod tidligt op på førstedagen og med tårnhøje forventninger – på grund af for meget storfiskesnak i bilen – kørte vi afsted til den første plads. Vi delte os op i par for at fiske så effektivt som muligt. Efter allerede fem kast, kroger Karl den første fisk, som var en grønlænder, der hurtigt for friheden igen. Kort efter kommer to blanke halvmeters havørreder i nettet. Sikke en start! Men netop som vi går og glæder os over den fine start, strammer linen op 10 meter ude foran – og jeg har fast fisk. Efter en kort fight, kommer havørreden i nettet, og det er en blankfisk på 64 cm. Så kunne starten på turen bare ikke blive meget bedre – eller, det kunne den, for senere på dagen kroger jeg endnu en god fisk. En gudesmuk havørred i efterårsdragt på 74 cm, slutter han.
Gutterne er stadig derovre, så det bliver spændende at se hvor mange andre flotte fisk, de kan nå at fange, inden ugen er omme.