– Stemningen var positiv og Covid-testene negative, da vi igen i år satte kursen mod vinterfiskeri på Bornholm i februar, fortæller Mikkel Jungersen. – Det er en tradition, der startede tilbage i start-halvfemserne. Denne gang var dog anderledes, idet vi kun var fem stykker af sted, grundet corona. Samtidig rundede temperaturen tocifrede varmegrader, hvilket ikke just er traditionelt februarfiskevejr.

– Anders Juhl og jeg tog af sted dagen efter de andre tre. Det kan sjældent betale sig. Det første foto tikkede nemlig ind allerede da Jacob Fardan havde startet ballet med en flot fisk på 69 cm og 2,9 kilo fanget på fluestang efter ganske få kast på Skydebanen. Sikken en start! Lidt efter kommer endnu et billede sendt af Kim Rægaard – en sølvblank jæger fra Klympen overlistet på bombarda og flue få meter fra stangspidsen. Anders og jeg lagde ud på Skydebanen næste dag, i håbet om at gøre Jacob kunsten efter. Det lykkedes til fulde, da jeg efter ganske få kast med fluestangen kanede en fisk på 67 cm og 2,9 kilo op på stranden.

– Vi prøvede selvsagt om historien ville gentage sig en tredje gang, men efterfølgende kom de fleste fisk op på Klympen samt fortovet ved Stenodde. På sidstedagen finder vi fiskene i bølgerne omkring Sommer Odde. Andreas Aggerlund, Kim og Jacob skovler dem op inden Anders og jeg støder til, lidt for sent. Det er mindre fisk op til 50 cm, men bonanzafiskeri skal man ikke kimse ad. Vi gør regnskabet op på færgen. Over 30 fisk over målet og næsten ligeså mange under. Og vi er enige. Vi tager sgu turen igen til næste år!

 

Hvidovre Sport

 

Mikkel Jungersen med sin fine havørred på 67 centimeter fra Bornholm.

                               Mikkel Jungersen gjorde Jacob kunsten efter dagen derpå, da jeg efter få kast kunne kane en skøn fisk op på stranden på 2,9 kg 

 

3,2 kg sølvtøj fra Klympen. Den huggede fluen fisket efter bombarda få meter fra Kim Rægaards stangspids.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This