Det er de færreste der ikke har hørt om Marcus Gjørret´s fantastiske 12,3 kilos havørred fra Karup Å for et par dage siden. Men hvad er historien bag den vilde fisk? Her får du den fra fangeren selv:

– Jeg er en dreng på 12 år, og var som så mange gange før på fisketur med min farfar ved Karup Å. – Jeg fiskede med wobler, som jeg smed ud fem gange, men sjette gang jeg kastede ud og rullede min line ind, var det ikke som de andre gange.

– Jeg trak linen ind, og da jeg var ved egen brink, gjorde jeg klar til at tage linen op, inden den nåede brinken. Halvvejs var der hug. Jeg troede ikke den var stor, men da jeg trak ind, kunne jeg se den vendte sig og lavede en ordentlig bølge. Så vidste jeg, at den var større end jeg lige regnede med. Jeg skyndte mig at kalde efter min farfar Arne, som hurtig kom for at hjælpe mig. Min farfar har fortalt mig, at hvis jeg fik en stor fisk på krogen, skulle jeg kalde efter ham.

– Den kæmpede ikke så meget, og det tog kun 5-10 minutter at lande den. Hver gang min farfar prøvede at tage den med fangstkrogen trak den mod bunden og lagde sig. Men det lykkedes til sidst at få fat i den og hive den helt op. Og det kan nok være, at den var noget større, end jeg lige havde regnet med. Havørreden, der huggede på en orange/gul 7 cm Rapala wobler, målte 95 centimeter og vejede 12,3 kilo. Jeg måtte derfor bruge mange kræfter på at løfte den bagefter og vise den frem, for billeder skulle der tages. Det er min anden havørred jeg har fanget i den tid jeg har fisket. Men denne er klart den største, og bliver en jeg vil huske og mindes i mange år – måske bliver det mit livs fisk, slutter han. Og det er nok et meget godt bud! Et kæmpestort tillykke med fisken – må den blot blive din første gigant.

Marcus har det ikke fra fremmede, hans farfar Arne har tidligere været med i Fisk & Fri med kæmpestore havørred – og har blandt andet fanget en 8 kilo+ havørred, hvis massive hale var på forsiden af Fisk & Fri for 4-5 år siden.

 

Garmin Quatix

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This