Knudshoved Odde i fugleperspektiv. Det er ikke svært at forestille sig hvor havørrederne står.

Sydvestsjælland byder på noget at landets mest varierede kystfiskeri, og sæsonen igennem kan de sølvglinsende flidspræmier fanges på det spændende stræk mellem Klinteby og Knudshoved. Her giver Frederik Hansen dig en rundvisning i sit barndomsvand.

 AF FREDERIK HANSEN

MIN FØRSTE »RIGTIGE« HAVØRRED fangede jeg fra Klinteby en tidlig martsdag. Jeg husker det, som var det i går, selvom det efter nærmere eftertanke nok er 16 år siden. Der lå stadig is enkelte steder på stranden, på trods af at solen på dette tidspunkt havde fået mere magt. Denne dag var også én af de dage, hvor foråret langsomt, men sikkert viser dets kommen med en let vind akkompagneret af høj sol og cirka 7-8 grader.

Jeg gik ud på et rev, hvor jeg tidligere havde brugt meget tid efter hornfisk og også fået nogle mindre ørreder i maj året før. Det var min første tur på kysten det år, så optimismen var der. Jeg havde lokket min fader med ud, da jeg af åbenlyse årsager var rimelig prisgivet uden én til at køre mig. Revet var desværre optaget, men da jeg nærmede mig den anden kystfisker fortrak han, så jeg gik direkte derud. Jeg havde sat en orange Gladsax-wobler på, og allerede i andet kast var der fisk!

 

Fluebinding hos Grejxperten

 

Fisken var klart bedre end de småfisk, jeg havde fanget året før, så temperaturen steg straks til noget over de 7-8 grader, der var i luften – og det samme gjorde pulsen. Fighten forløb heldigvis rimelig udramatisk og efter nogle minutter kunne jeg lande en flot overspringer på 2,9 kilo og 64 centimeter – en sand trofæfisk for den aspirerende unge kystfisker jeg var.

Der er store fisk på Sydvestsjælland – også over 5 kilo – men der er som på de fleste andre kyststræk langt mellem snapsene. Men med den rette pladskendskab og en masse tålmodighed kan det lade sig gøre. Fine fisk i moderate størrelser er der til gengæld godt med og dagsfangster på to-tre fisk eller mere er ikke ualmindelige.

Naturen på disse kanter er også virkelig smuk og varieret med lavvandede fjorde, lange odder og indbydende rev, krydret med et rigt fuglelig og frodigt landskab. Desuden har området en masse andre arter end havørred at byde på. Der er bl.a. aborre i Karrebæk Fjord, og regnbuerne er periodisk talrige, når efterårsstormene har raseret Musholm.

 

Forfatteren Frederik Eritsian-Hansen meden nydelig april-ørred på knap 2 kilo.

Forfatteren Frederik Eritsian-Hansen med en nydelig april-ørred på knap 2 kilo.

Havørredhotspots på Sydvestsjælland

Kystpladserne på Sydvestsjælland er talrige, og der findes noget for enhver smag. Området byder på lavvandede partier, der huser godt med fisk i foråret, og lange strømfyldte rev der altid holder i sommerhalvåret. Kort sagt – der er noget at komme efter året rundt.

Klinteby er en kendt plads, som er forholdsvis nem at komme til. Der er en stribe gode pladser på begge sider af en lille parkeringsplads, som ligger helt ud til vandet. P-pladsen ligger på vejen »Ved Strandskoven«, som du finder lige syd for Karrebækstorp. Man drejer til venstre af den lille vej ved et gult hus.

Min første ørred – og mange andre blev taget på det første »store« rev lige syd for parkeringspladsen. Her kan man gå et stykke ud og stille sig på et par store sten, der ligger ret ud for revet. Sørg for at dække vandet langs med kysten også, da fiskene, som på mange andre pladser, ofte står inde på lavt vand. Pynten eller revet ligger cirka 700 meter fra parkeringspladsen, men hele strækket ned til det er værd at fiske igennem. Ved lavvande er det muligt at komme ud og gå på 1. revle, men badekarrene på indersiden holder ofte også fisk, så husk at ligge et par kast indad. Dette stræk er desuden også en yndet plads for de forvildede regnbueørreder, som især er talrige ud for et lille skur ned til vandet. En grøn Flipper i 15 grams udgaven har stået for rigtig mange ørreder på denne plads.

Går man nordvestover, er der ligeledes 600-700 meter ud til den første pynt. Strækket her ser ikke videre interessant ud, og der samler sig tit en masse ålegræs under land afhængig af vind- og strømforhold. Men det kan holde fisk – og jeg kender bl.a. til en flot fire kilos herfra. Strækket nordvest for den første pynt er markant mere interessant, og her ligger pladserne stort set som perler på en snor de næste 800-1000 meter. Hele strækket bør affiskes, og der er også taget en del store fisk. Personligt har jeg hørt om en fisk på små seks kilo på dette stræk.

 

Havørredpladser på den sydvestsjællandske kyst. Illustration: Carsten Madsen

Havørredpladser på den sydvestsjællandske kyst. Illustration: Carsten Madsen

 

Enø er den næste plads, man kommer til, hvis man bevæger sig videre sydpå og passerer Karrebæksminde. Den første plads, man rammer efter broen, er en rigtig klassiker, nemlig Scheibels Hjørne. Bunden ud for er ekstremt varieret bestående af store sten, sandpletter, dybe render og flade plateauer. Ikke umiddelbart nemt for den uerfarne, men omvendt kan fisken stå rigtig mange steder, så det er bare om at få maskinfisket hjørnet og området umiddelbart syd for. På denne plads er det ikke usædvanligt at fange aborrer i sensommer og efterår, da disse trækker hen imod Karrebæksminde Fjord. Det er ikke mere end to år siden, jeg hørte om en aborre på lige over 1,5 kilo taget fra kysten her, samt en række fine kilosfisk.

Der er en fin parkeringsplads, når man kører ud for enden af Enø Kystvej. Scheibels Hjørne ligger her cirka en kilometer nordvest for. Går man til venstre for parkeringspladsen, bliver bunden lidt mere kedelig, men den kan dog holde fisk især i april, hvor tobiserne holder til her, da bunden er lidt mere sandet.

Dybsø Fjord og Svinø-renden har noget fint vand at byde på. Svinø Renden, som ligger for enden af Dybsøvejen er en fin plads, der ikke engang kræver waders. Her løber renden meget tæt under land, og der kan til tider være meget strøm, ligesom der desværre også kan være en del drivende ålegræs. Selve renden kan fiskes 500-600 meter ind mod fjorden fra parkeringspladsen, og fiskeriet kan være rigtig godt her. Der er dog primært tale om mindre fisk omkring målet, der bliver fanget her i de tidlige forårsmåneder.

Svinø-renden fungerer desuden fint som udgangspunkt for en bådtur. Der er nemlig en asfalteret rampe på et lille område ned til vandet, og her kan uden problemer søsættes de fleste både – også de større af slagsen, såfremt man har en 4×4, da rampen ofte lidt tilsandet. Jeg har brugt denne rampe flere gange, da Svinø Renden er et fint udgangspunkt for ture til Knudshoved Odde, der starter 7-8 kilometer herfra i direkte fugleflugt.

 

Fluefiskeri kan ofte være eteffektivt våben til de smådyrsspisende sydvestsjællandske ørreder.

Fluefiskeri kan ofte være et effektivt våben til de smådyrsspisende sydvestsjællandske ørreder.

 

Knudshoved Odde har der altid været et eller andet dragende og fascinerende over. Selve Odden er 15 kilometer lang, og tidligere gik der bisonokser og græssede på spidsen. Disse er nu erstattet af de mere ordinære galloway-kvæg, der således udfører naturpleje af Odden. Ligeledes er Odden kendt for sin sjældne bestand af klokkefrøer. Det er ikke muligt at køre hele vejen derud, men man kan cykle ud til Draget, som er en stenet strandvold, og så gå de sidste tre kilometer ud til spidsen. Alternativt kan man, som jeg ynder at gøre, tage egen båd fra Svinø. En anden mulighed er at søsætte båden ud fra Vordingborg

Sydhavn, der ligger lige ved Masnedsund. Det er langt fra kun selve spidsen af odden, hvor fiskeriet er godt. Der er en masse spændende pladser på vejen derud. Pladser som på nordsiden i overvejende grad består af badekar og lavere vand, der egner sig rigtig fint til fluefiskeren. Fra Oreby Skov ud til selve Knudsskov, som er »enden af vejen«, hvad angår bilkørsel, kan der også fiskes. På denne vej findes der en masse stikveje, der fører ned til sydsiden. Hele området hernede er kendetegnet ved en masse badekar, der lige så tydeligt kan spottes fra Google Earth, så kast fra land først og bevæg dig dernæst ud på 1. revle.

Helt ude på spidsen af Knudshoved Odde er man rimelig sikker på at have det meste af området for sig selv. Det er nemlig ikke ret mange lystfiskere, der gider tage del lange tur, og derfor kan man også være heldig at opleve noget ret jomfrueligt fiskeri. Selve spidsen er et helt klassisk rev med store sten og typiske revler, men også ret dybt vand tæt på odden. Der løber ofte en god strøm, hvorfor pladsen også er en oplagt destination til sommerfiskeri.

Det undrer mig egentligt, at der ikke er flere, der tager turen herud som en lille sommer-udflugt, da man kan tage sovepose, liggeunderlag og en lille gril med under armen og have en seriøs chance for en grov sommerørred. Fiskeriet har historisk været godt i dette område efter sommerørreder i Juli – september – og forholdene er definitivt gode til det. Som tidligere nævnt er nordsiden af Odden præget af lidt lavere vand, hvor sydsiden har dybder på 2-4 meter ret tæt, og dette kombineret med en stærk strøm giver optimale forhold til sommer såvel som vinterfiskeri – en rigtig allround plads.

 

Kysten ved Sydvestsjælland er titkendetegnet ved lidt småklinter.

Kysten ved Sydvestsjælland er tit kendetegnet ved lidt småklinter.

Spinnegrej til havørred på Sydvestsjælland

 Valget af grej til Sydvestsjælland bør være en smule lettere end hvad der normalt bruges til eksempelvis Østersøkysten. En 8-9 fods stang med kastevægt op til 25 gram og blink og woblere i størrelsesordenen 10-25 gram er at foretrække.

Ørrederne her lever primært af rejer/lopper, kutlinger, børsteorm og en gang imellem tobis. Ligeledes går ørrederne heller ikke så langt ude på disse kanter, så der er ingen grund til at hive det helt store kasteskyts frem. Mine favoritagn til området består af Boss blink i 12 og 16 gram, Mini Gobi i 8,3 gram, Gladsax 16 gram og Flipper 16 gram. Husk også gerne en ophænger flue a la kobberbassen eller Polar Magnus.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2014

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

Skal man helt ud på spidsen afKnudshoved, kan det være en fordel at tage turen i båd som her og så vadefiske det sidste stræk.

Skal man helt ud på spidsen af Knudshoved, kan det være en fordel at tage turen i båd som her og så vadefiske det sidste stræk.

 

Rønnow med to fine fisk på 3,6og 3,7 kilo.

                                                                            Rønnow med to fine fisk på 3,6 og 3,7 kilo.

 

Rampen ved Svinø en tidligforårsmorgen. Så skal der fiskes.

Rampen ved Svinø en tidlig forårsmorgen. Så skal der fiskes.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This