– I går havde jeg muligheden for en hurtig tur ved middagstid, fortæller Martin Bosen. – Forventningerne var ikke de største, da det var stegende hedt, men jeg trængte til at komme ud, så jeg pakkede let og drog afsted til vandet.
– Jeg havde taget det lette grej med i form af en 6,4” stang og et par 12 grams Stikpillen fra Sixtylures. Fremme ved vandet fiskede jeg fra klokken 12-14.30, og der var overraskende godt gang i fiskene – trods det stille vejr, faldende vand og diverse badegæster. Koden til det ganske fornuftige fiskeri var formegentligt en “koldvandslomme”, som jeg fandt tæt på land. Her var fiskene koncentreret, og det kastede fem fine havørreder af sig med denne som turens største på lige over de 60 centimeter. Møn leverer denne sommer, og der er utroligt mange fisk mellem de 60-70 cm, men den helt store er endnu udeblevet denne sommer. Jagten på den fortsætter dog trods stegende hede.