– På årets sidste forårsaften besluttede Johan Flyvbjerg og jeg at cykle forbi Kalkbrænderihavnen i København, fortæller Mathias Parsbæk Skibdal. – Vi er begge aktive i Fiskeklub København, og Johan havde hørt rygter om, at stimer af torsk og makrel var begyndt at jage højt i havnebassinerne. Vi er begge inkarnerede fluefiskere, der lægger de fleste af vores dage på kysten. Men i perioder med godt vejr og høj aktivitet i vandsøjlen, kan fiskeriet i Københavns havn noget helt særligt. Vi havde derfor pakket både fluestængerne og en enkelt spinnestang – for der er dage, hvor sildestykker slår alle flueboksens varianter.
– Straks ved ankomst spotter vi de første stimer sild og hundestejler. Et godt tegn. Spinnestangen bliver hurtigt rigget til. Glideflåd og sildestykke lægges ud, mens fluestængerne gøres klar. Det varer ikke længe, før Johan spotter en flot havørred lige under fødderne på os. Vi lægger fluer ud blandt lystbåde og rosédrikkende svenskere på landgang. Ingenting. Nye fluer, flere kast, mere rosé. Ingenting.
– Solen begynder at gå ned, og pludselig springer en mindre fisk fri af vandet. Fokus. 5 sekunder efter begynder flåddet at vugge forsigtigt. Vandet er klart, så jeg kan se agnen, der forsvinder. Samtidig kommer en snalret nordmand i hvide hørbukser forbi og spørger, om man kan fange noget. ”Ja”, siger jeg, og giver et ukarakteristisk veltimet modhug. Fisken kommer mod overfladen og vi kan se, at det en rigtig flommert af havørred. En mild panik indtræffer, da Johan opdager, at hans medbragte net er knækket midt over. Som den perfekte kammerat han er, vover han både helbred samt tørre sokker og klatrer ned ad bolværket med det halve net. Efter det sidste spjæt fra fisk og Flyvbjerg landes ørreden til dansk-norsk jubel. Med sine 55 cm og 2,5 kg. viser den, hvad fiskeriet i havnen kan på flotte forårsaftener som denne.
– Bor du i København eller omegn, og holder du af at fiske eller kunne du godt tænke dig at givet det et skud, så er Fiskeklub København fællesskabet for dig. Vi arrangerer guidede ture på kyst og havn, holder fluebindekurser, fiskekonkurrencer og meget mere. Læs mere og bliv medlem på fiskeklubkbh.dk.
Foto: Johan Flyvbjerg