– Jeg har set flere skrive, at fiskeriet lige nu er svært pt. pga. hornfiskene, så jeg tog færgen til Ærø, og prøvede et par spots, fortæller Jan Pryds. – Der var stort set ingen hornfisk, men flere ørreder på omkring målet, og om aftenen var vandet helt levende af smolt.
– Planen blev lagt. Dagen efter skulle vinden vende og tage til, efter at det havde været høj sol og fladt vand i mange dage. Vækkeuret blev sat til 04:30, og solen står op klokken 05:00. Jeg tog ud til et af mine favorit.spots på Ærø, hvor der var perfekt med vind fra siden. Solen var lige kippet over horisonten, og jeg kunne mærke, at dagen ville blive god.
– Efter 15-20 kast kom det tunge ryk i stangen. Var det hornfisk? Nope – der blev trukket godt i linen, og jeg kunne mærke voldsomme headshakes. OK – den her var stor, og min Salmonid stang kom godt på arbejde. Første gang, at jeg så den, blev jeg mere nervøs. Den var helt klart stor, og flyttede noget vand, når den vendte rundt, hver gang jeg fik den lidt mere ind. Efter cirka 10 minutter skulle den nettes, og jeg var mega nervøs, for nettet var kun 60 centimeter langt, og jeg kunne se den var noget større. Heldigvis gik det godt, og i nettet kom den. I min rus blev den målt og vejet til 71 centimeter og 3,6 kilo: En fin, fin havørred. Fisken huggede på en SG Sandeel i motoroil 15 gram fisket med gul perle.