Thomas Hansen behøver ingen nærmere præsentation. Fisk & Fri fangede ham lige i bilen på vej hjem fra en super vild tur i dag, hvor han fik i omegnen af 20 blankfisk op til 74 centimeter:

– Det har været en strålende dag hernede sydpå med masser af fisk, fortæller han. – Der har stort set ikke været nogle undermålere, og de fleste fisk har ligget mellem 45 og 55 centimeter. Rigtig mange af dem har hugget på en gul UV Pattegris med ekstra skum i toppen, som Claus Eriksen har bundet til mig. De hænger ekstremt lang tid i vandet, og det er netop disse meget lange spin-stop, der har udløst rigtig mange af huggene. Nogle af dem tog dog også den gode gamle pink Pattegris.

– På et tidspunkt så jeg en rigtig stor fisk i omegnen af seks kilo, som jeg kastede til flere gange med min Sandeel, fortsætter han. – Den puffede og huggede flere gange, men jeg kunne ikke få den til at blive hængende. Så gav jeg stedet en lille pause, og vendte retur med bombarda og flue lidt senere. Og så skal jeg ellers lige love for, at den sad der i første kast. Den huggede virkelig voldsomt og blev hængende i 6-10 sekunder, inden den desværre røg af krogen. Hvorvidt det var den samme fisk, som jeg ikke kunne kroge tidligere, er jeg ikke helt sikker på.

– På de fisk, jeg har sprættet op fra i dag, har maverne været helt fyldt til randen med børsteorm, og de fleste af fiskene har hugget helt inde på 70-80 centimeter vand, slutter han sin beretning fra bilen. 

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This