Lars S. Olsen Vasegaard startede sin havkat-karriere hårdt ud med denne stribede havkat på 11,6 kilo og 110 centimeter. Havkat blev samtidig ny klubrekord for havfiskeklubben Måleren.27.4.2011 – VRAGFISKERIET på Nordsøen kan være uhyggeligt spændende, og man kan aldrig med sikkerhed sige hvad der hugger på agnen i dybet. Lars S. Olsen Vasegaard fra Vanløse er netop blevet medlem af havfiskeklubben Måleren, og i den anledning havde Lars tlmeldt sig en to-dages tur med M/S Bodil fra Thyborøn. Planen var blandt andet at besøge nogle vrag, som skipper Per Jensen vidste husede havkat. På trods af at Lars har været på Nordsøen en del gange forinden var det aldrig lykkedes ham at fange havkat, men det skulle vise sig at ændre sig.
– Den første dag gav en del torsk og langer, men ikke voldsomt mange havkatte, selvom de fleste efterhånden fik gang i medegrejet, fortæller Lars. – På andendagen blev vi enige om at fortsætte på vragene indtil middag, hvorefter der forestod en lang sejltur hjem. Vi stod op lidt før klokken 6 og fik hurtigt agnene i vandet. De fleste fiskede med pirk, men jeg havde fået nok af torsk og ville forsøge medefiskeriet fra morgenstunden, hvilket viste sig at være en fin idé, fortsætter Lars.
Efter havkattedebuten fangede Lars yderligere tre fisk på op til 3,8 kilo.– Første dyp med taklet gav et bundhug, der så alligevel pludseligt ændrede karakter med nogle tunge rusk. Og så begyndte det lange seje træk ellers. Det var tydeligt en stor fisk – spørgsmålet var så bare hvad det var for en svend. Det føltes ikke som de sædvanlige torsk og langer, så der blev sendt en stille bøn op til de højere magter om, at det måtte være en havkat. Og det var det! Stille og roligt kom en mørk skygge til syne i dybet, og snart lå et monster af en anden verden ved skibssiden. Krogen sad kun i en flig ved munden, så nerverne sad udenpå tøjet, da skippers hjælper, Henrik, kom med gaffen. Per kom ligeledes med en gaf og pludseligt lå dyret for fødderne af mig og viste tænder! Vægten kom frem og viste 11,6 kilo. Det var en ny klubrekord på min første tur med Måleren og sikke en havkattedebut! De andre gik hurtigt over til medegrejet, mens jeg bare stod med et saligt smil og nød øjeblikket, slutter Lars.
Selvom Lars var vel tilfreds og kunne nyde sin fangst, og sådan set ikke syntes, at han behøvede at fiske mere, så fortsatte han fiskeriet lidt endnu. Det resulterede i yderligere tre havkatte på 3,2 kilo, 3,4 kilo og 3,8 kilo. I alt blev der på turen landet 34 havkatte, en god mængde torsk på op til 10,6 kilo, langer, sej, lubber samt en kuller på 3 kilo.