Erik Underbjerg Pedersen på sin første havfisketur med en gedigen personlig rekord af en torsk på 24,5 kilo.ERIK UNDERBJERG PEDERSEN fra Karup tog til havs med sine to brødre Jørgen og Bent den 10. juni.

Jørgen og Bent er øvede fiskere, men for Eriks vedkommende var det første gang, han tog på havet for at fiske på Det Gule Rev. Han lejede således udstyr til fiskeriet hos rederiet – og til søs det gik. På det første stop kom der godt med torsk om bord – torsk op til 5-6 kilo, fortæller Erik.

Derefter gik det slag i slag. Flere stop og flere torsk indtil de et stykke inde i turen oplevede, at en af fiskerne fik en torsk på 21,0 kilo. En torsk som svømmede på langs af skibet og filtrede flere liner sammen. Men der var kun én, som fik torsken – og det var ikke Erik.

Skipper sejlede tilbage til spottet efter, at 21-kilos torsken kom om bord – ned med pirken, hvorefter hugget faldt.

Erik troede, at det var bundhug, men efter 10 minutter lykkedes det ham at få torsken væk fra bunden og op i vandsøjlen.

– Da den ligger i overfladen, kan jeg se, hvor stor den er. Heldigvis er Hugo på plads ved siden af mig. Vi får en fangstkrog i den og ved fælles hjælp, får vi den trukket over rælingen. Hugo finder en vægt, og vi vejer ved fælles hjælp fisken til 24,50 kilo. Træt efter kampen, og overvældet, sidder jeg den næste halve time og lader det gå op for mig, hvad der lige er sket, fortæller Erik.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This