– Efter flere dage, hvor vinden havde været i vest og var lidt for frisk til, at jeg ville søsætte min Anderson Speedster i det salte Vesterhav, var det nu blevet tid til at prøve lykken, fortæller Leif Christensen. Vinden var stadig i vest, men så svag at fiskeriet skulle have et forsøg. Jeg søsatte i Klitmøller (Cold Hawai) sammen med de surfere, der modsat mig nok gerne ville have mere vind og højere bølger.

– På det store rev i Klitmøller var forholdende ikke helt optimale, for vandet var noget uklart og der var en del skidt i vandet. Jeg sejlede derfor videre sydpå til et lille rev, som jeg havde fået beskrevet af en af mine facebook venner, og som efterfølgende også så lovende ud på satellit billeder fra Googlemaps.  Her kunne jeg tydeligt se den fine stenbund og uden at genere surfere, der lå og ventede på de store bølger, hvor de begynder at brække, kunne jeg fiske på ydersiden af dem.

– Efter lidt tid skete der noget. Jeg fik et godt hug, som jeg mistede, men allerede i næste kast var der fast fisk. I cirka en halv time kørte fiskeriet fantastisk med fem fisk op til 50 centimeter. De fire blev sat ud igen. Pludselig var fiskene væk igen, og jeg behøvede ikke at tænke på, at jeg her syd for Hanstholm kun må tage to fisk med hjem. Jeg fisker jo med flue og brugte en hvid/fluochartreuse Jiggy flue, men havde nu på fornemmelsen, at de havbars nu havde taget hvad som helst. Jeg vil tro, at jeg det meste af tiden fiskede over 4 meter vand, og da jeg gerne ville have fluen lidt ned, brugte jeg et kort skydehoved, hvor det meste af linen var synke 3. 

– Lige inden jeg stoppede fiskeriet, fik jeg også en makrel, som jo altid kæmper godt. Men – det kan nu alligevel slet ikke sammenlignes med de havbars som jeg fangede inden. Det er nu altså en dejlig hårdtfightende fisk, og at den så også kan fanges i det sommervarme vand uden kolde tær og en masse tøj: What`s not to like!

 

Jul Grejxperten

 

En af fem fine havbars til Leif Christensen.

En af fem fine havbars til Leif Christensen.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This