Haren – alias Patrick Hadduck Nielsen – havde taget fri fra job. Guldægget og Haren skulle  nemlig på geddetur i båden, og det var deres første tur til Vidå’en – nærmere betegnet Magisterkogen. Guldægget havde plaget om jeg ville med længe, men da der var 1 time og 45 minutters kørsel, og vi har meget godt fiskevand noget tættere på, havde Haren bare slået det hen.

Morgentimerne kom med vand, så vi blev godt våde, fortæller de. – Vi startede ud med UL grejet og små gummi agn på de første pladser, men så skiftede Haren til det tungere grej – nemlig en 20-70 SG Roadrunner triggerstang med et Daiwa Zillion HD1520HL hjul plus en stor Dirty Eel fra SG på 30 cm. Jeg tog blot et par kast, og så var der var hug, men den slap dog lige før gællegrebet. Fisken var cirka 60-65 cm. Et par minutter senere var der gevinst igen!

Haren fik et tungt hug. Først føltes det bare som bund, men så daffede hun stille og roligt af. Der var ikke nogen vilde udløb, men det krævede sit at holde storgedden tilbage og trække hende til overfladen. Pludselig brød en kæmpe vandspejlet. Ja – faktisk har vi aldrig selv set så stor og tyk gedde i levende live. Vi er stadig kun 40-45 minutter inde i fiskeriet. Haren havde lige købt et GoPro, og det var selvfølgelig med, men en stor fed regndråbe ødelagde desværre filmen af fighten!

Der blev taget billeder og fisken blev målt til 103 cm samt vejet til 10,18 kg, hvorefter den nænsomt blev genudsat, men dette fik vi dog filmet. Det blev til endnu en lille gedde til Haren kort efter på cirka 50 cm, og den blev også genudsat.

Vi fortsatte fiskeriet, men mere blev det ikke til denne gang, så den selvudnævnte gedde-guide – Guldægget – præsterede ikke selv at mærke andet end en tung fisk i nettet og på vægten. Det var den første men bestemt ikke sidste tur til Magisterkogen. Nu må vi vente på næste sæson, slutter Guldægget og Haren.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This