– Efter tre uger uden en tur på kysten på grund af familieferie sydpå, var mine havørredabstinenser større end de fleste danskeres elregning. – Sådan lyder det fra Kim Nørgaard Kruse. – Jeg kunne derfor næsten ikke komme hurtigt nok afsted efter arbejde.

– Jeg ved, at årstiden byder på mange undermålere, og jeg var forberedt på, at det kunne blive en aften med 15-20 småfisk – uanset hvilken plads jeg valgte. Og præcis som forventet fik jeg den første undermåler efter blot tre kast. I løbet af de næste par timer, stort set lige meget hvor på kysten jeg kastede min 60Lures Shootingstar i 16 gram i vandet, var der småfisk. Da jeg havde fået over 12 undermålere tænkte jeg, at det var på tide at vende hjem. For selvom jeg forsøgte at undgå de kære små, så huggede de på alt! Derfor fisker jeg også med enkeltkrog og gør mit bedste for at afkroge fiskene i vandet, så jeg passer bedst muligt på dem.

– Jeg er dog klar over at de større fisk godt kan finde på at komme helt tæt på land, når mørket falder på – også her om efteråret. Så jeg ombestemte mig og i stedet satte jeg mig ned i græsset og ventede lidt, til det var mørkt.

– Jeg satte 60Lures Stikpillen i 16 gram rød/sort på linen, da denne er en af mine absolutte favoritagn til mørket. Og ganske som så mange gange før, så huggede fiskene også hårdt denne aften; en smuk fisk på ca. 50 centimeter var trukket ind og gav en fair fight! Jeg fik nænsomt genudsat den farvede fisk og glædede mig over at mærke en fisk, der endelig kunne trække lidt line af hjulet. Jeg havde dog ikke forventet, at i kastet lige efter ville en super stærk 60 centimeters fisk i super kondi knalde hårdt til stikpillen!

– Den gav en rigtig god fight, der var super nervepirrende, da jeg flere gange mistede fornemmelsen for, hvor fisken var i mørket. Den tog flere gode udløb, og det føltes som om den aldrig blev træt. Men i nettet kom den. Vi havde tømt fryseren, inden vi tog på ferie, så jeg følte, at jeg fortjente at få denne fisk med hjem til at pryde middagsbordet, hvorefter en hyggeaften sluttede på fineste vis i det smukke danske efterårsmørke! Knæk og bræk til alle jer derude slutter han.

 

Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This