Har du nogentinde tænkt over, hvordan gedden blev skabt? Vores udsendte har haft en snak med Gud – og fik hele historien, som det virkelig skete engang ved tidernes morgen.

TEKST: CHRIS GREGERS HALLING, FOTO: CHRIS GREGERS HALLING  OG JENS BURSELL

 

Jeg er ikke just kendt, for at lave korte tekster, hvis jeg har noget på hjerte. Det er da så bestemt heller ikke tilfældet her. Denne gang skal det handle om min enorme kærlighed til en fisk. For selv om jeg elsker alle fisk, så har nogle af dem sat dybere spor end andre. Ja…… Ovenikøbet sat dybere ar om man vil. Her er historien om en af dem.

I de bibelske tekster kan man læse om skabelseshistorien. Men selv om bogen er stor, går den ikke i detaljer omkring hvordan hvert eneste væsen skabt. Derfor spurgte jeg personligt Gud omkring skabelsen af et specielt væsen, for det er når man går i detaljerne, at historier bliver mere spændende og får karakter. Men inden historien om selve skabelsen, så får du først lidt om mig og mit forhold til det, der i min optik er et af verdens bedst skabte rovdyr.

Elsket og savnet

Jeg har ventet i et helt år. Og det er en virkelig lang ventetid, når man er forelsket til op over begge ører. Men nu skal jeg endelig se hende igen. Ja… Jeg skal ikke blot se hende, men også mærke hende, hvilket kan resultere i blodsudgydelser ved blot den mindste fejltagelse. Jeg elsker hende! Dette faktum har jeg for længst erkendt og derfor er savnet også stort efter 12 måneder uden hende. Hun har også ventet, men jeg tror ikke hun har skænket mig mange tanker i denne ventetid. Måske ikke en eneste endda, men det ændrer absolut intet ved min kærlighed til hende.

 

 

 

Hun har brugt ventetiden på for hende langt vigtigere ting, for drab, blodsudgydelser og lemlæstelse er hendes hverdag. Hun lyder ond og brutal, men der er også noget andet ved hende. Hun er smuk – gudesmuk. Derfor kan hun også direkte sammenlignes med kvinder af menneskelig art. Fortryllende og ond. Jeg skal gense hende sidst i oktober 2021, og jeg glæder mig usigeligt. Jeg føler ingen frygt for hende længere, som jeg ellers følte i barneårene. Men jeg har stadigvæk en utrolig stor respekt for hende. For min kærlighed kan blive gengældt med en stærkt blødende hånd, hvis jeg skulle placere den forkert i blot et eneste sekund. Her kan man tale om kontant afregning i sådanne sager, hvis hånden skulle befinde sig på forkert plads på forkert tidspunkt – #metoo. Hun er heller ikke typen, man lige sniger tungen i ørerne på, medmindre man da ønsker et skamferet ansigt. Hun er brutal, uden nåde – voldsom og aggressiv. Jeg elsker hende og jeg har savnet hende ustyrligt. Nu er tiden endelig inde til et gensyn.

 

Guds skabelseshistorie

 Nå, men her får du så historien, som jeg hørte den, da jeg spurgte ud i en tilsyneladende tom luft og fik svar tilbage fra noget, der mindede om vinden.

Det var blevet søndag og Gud havde skabt det meste på jorden. Sammen med Djævlen betragtede han nu dette skaberværk på denne hellige hviledag. Alt åndede fred og idyl. Jorden var smuk og for skabningerne placeret i den, var dette en version af Paradis. – Se hvilken smuk ting jeg har skabt, hånede Gud Djævlen. – Ja, svarede Djævlen. – Men det er nok lidt for sødt og velorganiseret til min smag, fortsatte han grinende. Gud åbnede en flaske sød vin lavet af druer fra den nye verden og hældte to glas op. Han svingede vinen rundt i glasset og udtrykte tilfredshed med dette produkt, som også var et resultat af den nyskabte klode. – Lad os sætte os og nyde denne skabelse, sagde Gud, og de satte sig ned, hvor de kunne overskue livets gang på den nye dejlige jord.

En udfordring til Gud

Mange ville måske forestille sig, at der altid var konflikt imellem Gud og Djævlen, men sådan forholder det sig slet ikke. Det var den hellige hviledag søndag, og på disse dage mødtes de to ofte og udvekslede ord omkring ugens gang. Der var selvfølgelig ofte konflikter og uenighed imellem dem, men der var også en balance, som der skal være imellem godt og ondt. En balance mennesket har rykket ved mange gange siden, men det er jo en helt anden historie. Således sad de og nød et glas vin fra druer i Guds have, da Djævlen pludselig udbrød. – Jeg udfordrer dig Gud, sagde han. Gud stillede glasset fra sig og stirrede interesseret på Djævlen. Han brød sig egentlig ikke om væddemål, men hvis han kunne øjne en chance for at få Djævlen ned med nakken, så var det nok værd at overveje, at bryde en enkelt lille regel for. – Lad høre oh du mørkets fyrste, svarede Gud. Djævlen så selvsikker ud. Han havde en perfekt udfordring til Gud. En svær en af slagsen. – Her er åh så smukt, og alt er idyl og fred. En perfekt verden. Måske lige bortset fra de to tossede skabninger, du har placeret i din have. De skal nok nå at ødelægge noget med tiden, startede Djævlen.

 

 

– Ingen er perfekt, svarede Gud og eftertidens historie, skulle vise, at han fik ret. – Jeg vil vædde med, fortsatte Djævlen med en snedig og lumsk stemme, at du kan ikke skabe et gudesmukt væsen. Langt smukkere end de andre væsener du har skabt. Men ud over at være den smukkeste, så skal dette væsen også være uden etisk sans overhovedet. Det skal ikke kende til begrebet nåde, anger, frygt eller medlidenhed. Væsenet skal besidde overlegenhed og total dominans, der hvor du nu placerer det. Eller sagt lidt kort. Et væsen så smukt, at ingen vil være i tvivl om, at det er skabt af Gud, men samtidig et væsen så ondt, at alle vil undre sig over, om jeg har haft en finger med i spillet, sluttede Djævlen selvsikkert.

Gud stirrede forundret på Djævlen. – Det har jeg da allerede gjort, sagde Gud. – Eva står jo lige der i Edens have og plukker æbler, fortsatte han, mens han pegede på kvinden, som han lige havde omtalt. Djævlen stirrede på Eva. Hun var ganske rigtig smuk, og mange af hendes efterkommere skulle også blive til smukke kvinder. Men ond? Så sandelig ja. En ondskab mænd i tusinde af generationer nok skulle få at føle. – Hun er fin, svarede Djævlen. – Men det væsen jeg efterlyser skal få fremtidige mænd til at rejse på tværs af kloden, blot for at se hendes skønhed. Så smuk skal hun være. Samtidig med, at alle omkring hende skal frygte hende. I hendes verden skal døden herske, og hendes fysiske styrke skal være alle andre overlegen. Hendes skønhed skal være det sidste mange ser, inden de oplever en grusom og pinefuld død, sluttede Djævlen.

Smukt og ondt

Gud tog atter vinglasset i hånden og nikkede. Denne udfordring var virkelig svær. Han havde skabt et væld af overlegne rovdyr på både land og i vandet. Men langt hovedparten af disse rovdyr fik søde og nuttede unger og de var sjældent onde af sind. Han skulle skabe noget overjordisk smukt, som samtidig var ultimativt ondt. Han smagte atter på vinen. Den var sød og fyldig på samme tid. Et produkt af kærlighed og omsorg. Præcis som alt andet han havde skabt. Denne udfordring var ganske anderledes og snedigt fundet på af Djævlen. – Jeg tager imod denne udfordring, sagde Gud efter grundig omtanke. Ingen – og da slet ikke Djævlen skulle tro, at Gud ikke kunne skabe alt.

 

 

De tømte deres glas, og inden de skiltes sagde Djævlen til Gud. -Du kan roligt gøre en flaske af den bedste vin klar til i morgen, når vi fejrer min sejr. Derefter forlod Djævlen Guds bolig syngende og forventningsfuld.

Længe sad Gud i dybe tanker. Måske var det ikke den bedste idé at tage imod denne udfordring fra Djævlen. Han havde skabt mange perfekte skabninger og ting de sidste dage, men nu skulle han skabe noget, der var bedre end perfekt. Et væsen hvor evolutionen ikke behøvede at ændre noget i millioner af år. Smuk, som kun han kunne skabe det og samtidig ondere og mere skånselsløs end Djævlen selv kunne forestille sig. Gud rejste sig og gik ned i værkstedet.

Perfektion da glasset er tomt

Jo… Det kaldte Gud det rum, hvorfra al skabelse fandt sted. I et par timer tegnede Gud forskellige væsener, der endnu ikke fandtes, men alle tegningerne endte lige så hurtigt, som de var færdige, i skraldespanden ved siden af arbejdsbordet. De manglede alle det sidste. Det som skulle gøre denne skabning unik. Aftenen gik på held, og nattens mørke timer startede. Opgaven syntes umulig, og Gud fortrød bitterligt, at han havde ladet sig gribe af Djævlens lokkende ordleg. Ud på nattens sene timer var der ikke plads til flere tegninger i skraldespanden. Faktisk lå der flere sammenkrøllede stykker papir på gulvet omkring den. Gud havde ikke rigtig koncentreret sig de sidste minutter, men helliget sig det sidste glas vins søde dråber, da han nærmest i frihånd uden at kigge, havde lavet en skitse på papiret, der lå på bordet. Da glasset var tømt kiggede Gud på tegningen. Han rejste sig med et spjæt, som i overraskelse over tegningen foran ham, som han selv lige havde lavet.

– Der er den, jublede ham højt og overrasket over sig selv. – Et par små enkle justeringer, og den er helt perfekt, tænkte han. Derefter gik Gud over til værkstedets arbejdsbord og gik i gang. Han arbejdede hele resten af natten, og da solens første stråler ramte den smukke have udenfor, kunne han endelig betragte sit skaberværk. Det var en tilfreds Gud, der nu afventede Djævlens besøg denne morgen, thi nu vidste han, at han havde overgået sig selv, og at Djævlen ville tabe udfordringen. Han havde skabt det fuldendte. Det perfekte. Det sublime.

I de stadig tidlige morgentimer ankom Djævlen syngende og glad. Han hilste selvsikkert på Gud og virkede nærmest hoverende allerede. – Har du åbnet din bedste vin, til at besegle min sejr med? spurgte han kækt. – Vinen er åbnet, men vent en kende med at fejre din sejr, til du ser hvad jeg har skabt, svarede Gud, da de sammen gik ind i værkstedet.

 

 

Djævlen var spændt, da de sammen gik hen mod et stort kar dækket til med et stort klæde af stof. – OK – vis mig så den ultimative smukke ondskab du har kreeret, beordrede han. Gud smilede til Djævlen, da han helt bevidst med en utrolig langsomhed fjernede det store stofklæde fra tanken. Da klædet var helt fjernet, stirrede Djævlen ind i tanken med vand med vidt opspærrede øjne. Han vidste ikke sine levende råd og var nærmest tom for ord, men fik alligevel fremstammet. – Hun… Hun er…Hun er henrivende! Men Djævlen vidste godt, at det var en stor underdrivelse. Aldrig havde han set så smukt et væsen før. Men stirrede man på hendes øjne, så var man også bevidst om, at det smukke udseende blot var en ydre skal på et væsen, hvis kynisme og arrogance skulle blive verdenskendt en dag. Bag væsenets smukke øjne så djævlen kun død og lemlæstelse. En evig jagt på det næste offer, som chanceløst måtte lade sig fortære af dette vidunderlige væsen.

Djævlen forestillede sig den frygt, som skulle blive mange byttedyrs sidste følelse i livet, inden de forsvandt i det tilsyneladende bundløse gab på dette dyr. Han kunne næsten føle deres frygt og han nød det. Så ustyrlig smuk og så frygtelig på en og samme tid. Hun var mageløs. Unik. Enestående. Fantastisk. – Selv hendes egne børn vil frygte hende, afbrød Gud stilheden med. Djævlen indså sit nederlag og faldt på knæ foran Gud. – Oh du almægtige skaber. Jeg bøjer mig i støvet foran dig og erkender, at du store Gud, er den almægtige, sagde Djævlen med en nærmest grådkvalt stemme. – Visse vasse Djævel, svarede Gud. – Rejs dig op og del denne gode vin med mig. Jeg er måske nok skaberen, men vi laver alle fejl fra tid til anden, fortsatte Gud, mens han arkiverede en mappe med titlen ”Trump” i arkivskabet for fremtidige store ideer.

Djævlen rejste sig fra støvet og fulgte Gud ud af værkstedet. Da de gik igennem døren, kastede han et sidste beundrende blik på væsenet i tanken med vand. – Må jeg få hende?, spurgte han Gud. – Det er præcis sådan en, jeg kunne bruge i kælderen, hvor jeg arbejder. Et væsen der kan skabe respekt og frygt, fortsatte Djævlen. – Nej, svarede Gud. – Hun skal tilhøre den jord, jeg har skabt. Hun skal minde alle om, at der er balance imellem smukt og grumt. At kærligt og mildt, men også ondskabsfuld kan bo i samme krop, fortsatte Gud.

 

 

En skål med Djævlen

– Men hvor vil du da bosætte et sådant væsen?, spurgte Djævlen, mens Gud fyldte to glas med dejlig vin op.

Jeg vil placere hende i Sverige, svarede Gud. – Her skal hun leve i de smukkeste omgivelser, og hun vil blive genstand for legender og myter. Herfra skal hun sprede sig til alle verdener og blive midtpunkt i sagn og fortællinger igennem millioner af år. Hun er perfekt allerede nu, så derfor skal hun heller aldrig ændres af evolutionen. Jeg vil kalde hende for Gedde og gøre hende stor og mægtig. En enehersker uden andre fjender end hende selv. Hun skal blomstre og trives, men også leve med den forbandelse, som det nu bliver, at være den absolut smukkeste og samtidig mest frygtede af alle. Således har jeg bestemt det, sluttede Gud tilfreds.

De skålede, og sammen fejrede de Guds sejr. Djævlen spurgte aldrig siden Gud om at skabe noget som helst, og resten af hans meget lange tid, var han evigt misundelig på skabelsen af gedden. Således har vinden fortalt mig historien, da jeg spurgte den. Og det er jo dejligt, selv at kunne fortolke de svar man får, når man nu stiller et spørgsmål ud i den øjensynligt tomme luft.

Et fiskeliv med gedden

Første gang jeg så hende, angreb hun en aborre, der sad for enden af en spinner, jeg fiskede med. Mit første møde med hende indeholdt kun frygt, og en dreng der løb grædende hjem fra mosen til sin far for at finde trøst. Men jeg følte hendes enorme kræfter i et kort sekund, inden hun fjernede både aborre og spinner fra en alt for lille fiskestang. En styrke jeg aldrig glemte.

Da jeg blev større, ville jeg møde hende igen. En tur der sendte mig på Vejle skadestue med en noget vissen hånd og en blødning, som ingen ende ville tage. Men jeg blev forelsket i hende. I hendes brutalitet. Hendes totale mangel på respekt – og hendes arsenal af våben i form af tusinde sylespidse tænder. Forelskelse blev til besættelse, og besættelse blev til direkte kærlighed. Nu skal jeg endelig atter møde hende, og jeg er mere spændt end noget barn nogensinde har været en juleaften. Jeg glæder mig til gensynet. For hvert år har hun skabt historier i mit sind. Historier der fortælles og varer evigt. Hun er Skandinaviens vildeste rovfisk. Så smuk, at kun en Gud kan have skabt hende… og så brutal, at man må undre sig, om ikke en Djævel har haft en finger med i spillet.